Esajas bog 25 1 Herre, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit navn. Thi du har gjort et under, råd fra fordum var tro og sande. 2 Thi du lagde byen i grus, den faste stad i ruiner; de fremmedes borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges. 3 Derfor ærer dig et mægtigt folk, frygter dig grumme hedningers stad. 4 Thi du blev de ringes værn, den fattiges værn i nøden, et ly mod skylregn, en skygge mod hede; thi som isnende regn er voldsmænds ånde, 5 som hede i det tørre land. Du kuer de fremmedes larm; som hede ved skyens skygge så dæmpes voldsmænds sang. 6 Hærskares Herre gør på dette bjerg et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin, med fede, marvfulde retter og stærk og klaret vin. 7 Og han borttager på dette bjerg sløret, som tilslører alle folkeslag, og dækket, der dækker alle folk. 8 Han opsluger døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt Herren har talet. 9 På hin dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse; 10 thi Herrens hånd hviler over dette bjerg. Men Moab trampes ned, hvor det står, som strå i møddingpølen; 11 det breder sine hænder ud deri som svømmeren gør for at svømme, og han ydmyger dets hovmod trods hændernes kunstgreb. 12 Han nedbryder og nedstyrter de stejle mures værn; han jævner dem med jorden, så de ligger i støvet. |