Esajas bog 59 1 Se, for kort til at frelse er ej Herrens arm, hans øre er ikke for sløvt til at høre. 2 Eders brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders synder skjuler hans åsyn for jer, så han ikke hører. 3 Eders hænder er jo sølet at blod, eders fingre sølet af brøde; læberne farer med løgn, tungen taler, hvad ondt er. 4 Med ret stævner ingen til doms eller fører ærligt sin sag. Man stoler på tomt, taler falsk, man undfanger kval, føder uret. 5 Slangeæg ruger de ud, og spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et æg, en øgle kommer frem, hvis det knuses. 6 Deres spind kan ej bruges til klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres værk er ulykkesværk, og i deres hænder er vold; 7 deres fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit blod; deres tanker er ulykkestanker; hvor de færdes, er vold og våde; 8 de kender ej fredens veje, der er ingen ret i deres spor; de gør sig krogede stier; fred kender ingen, som træder dem. 9 Derfor er ret os fjern, og retfærd når os ikke; vi bier på lys se, mørke, på dagning, men vandrer i mulm; 10 vi famler langs væggen som blinde, famler, som savnede vi øjne, vi snubler ved middag som i skumring, er som døde i vor kraftigste alder; 11 vi brummer alle som bjørne, kurrer vemodigt som duer; vi bier forgæves på ret, på frelse, den er os fjern. 12 Thi du ser; vore synder er mange, vor brøde vidner imod os: Ja, vi har vore synder for øje, vi kender såvel vor skyld: 13 Vi faldt fra og fornægtede Herren, veg langt bort fra vor Gud, vor tale var vold og frafald, og vi fremførte løgne fra hjertet. 14 Retten trænges tilbage, retfærd står i det fjerne, thi sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge; 15 sandhedens plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og Herren så til med harme, fordi der ikke var ret; 16 han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb ind. Da kom hans arm ham til hjælp, hans retfærd, den stod ham bi; 17 han tog retfærds brynje på, satte Frelsens hjelm på sit hoved, tog hævnens kjortel på og hylled sig i nidkærheds kappe. 18 Han gengælder efter fortjeneste, vrede mod uvenner, gengæld mod fjender, mod fjerne strande gør han gengæld, 19 så Herrens navn frygtes i vest, hans herlighed, hvor sol står op. Thi han kommer som en indestængt flom, der drives af Herrens Ånde. 20 En genløser kommer fra Zion og fjerner frafald i Jakob, lyder det fra Herren. 21 Dette er min pagt med dem, siger Herren: Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din eller dit afkoms eller dit afkoms afkoms mund, siger Herren, fra nu og til evig tid. |