Filipperbrevet 3 1 I øvrigt, mine brødre, glæd jer i Herren! At skrive det samme igen til jer volder ikke mig besvær og slår det fast for jer. 2 Tag jer i agt for hundene, tag jer i agt for de ondsindede arbejdere, tag jer i agt for »de sønderskårne«. 3 Thi »de omskårne«, det er os, som tjener Gud ved hans Ånd og priser os lykkelige i Kristus Jesus og ikke sætter vor lid til det udvortes, 4 skønt jeg for min del også har noget sådant at sætte min lid til. Hvis nogen anden mener, at han kan sætte sin lid til noget udvortes, kan jeg det endnu mere, 5 jeg, som er omskåren på den ottende dag, som er af Israels folk af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, 6 nidkær forfølger af kirken, ulastelig efter lovretfærdighedens krav. 7 Men det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. 8 Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje 9 og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, 10 og for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg bliver lig med ham i hans død, 11 om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde. 12 Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen: men jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg selv blev grebet af Kristus Jesus. 13 Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, 14 jager jeg frem mod målet, den sejrs-pris, som Gud fra det høje kaldte os til Kristus Jesus. 15 Lad da alle os, som er »fuldkomne« have dette sindelag; og er der noget, I ser anderledes på, så vil Gud åbenbare jer også det; 16 blot vi, så vidt vi er kommet, vandrer fremad i samme spor. 17 Vær mine efterfølgere, brødre! og agt på dem, der vandrer efter det forbillede, I har i os. 18 Thi, som jeg ofte har sagt jer og nu igen siger med tårer: mange vandrer som fjender af Kristi kors, 19 de ender i fortabelse, bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind. 20 Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; 21 han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. |