Filipperbrevet 4 1 Derfor, mine brødre, som jeg elsker og længes efter, min glæde og sejrskrans! stå da således fast i Herren, I elskede! 2 Endvidere formaner jeg, og Syntyke formaner jeg til at være enige i Herren. 3 Ja, jeg beder også dig, der i sandhed er min hjælper, tag dig af dem; thi de har stridt sammen med mig i arbejdet for evangeliet, de såvel som Klemens og mine andre medarbejdere, hvis navne står i livets bog. 4 Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: glæd jer! 5 Lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind! Herren er nært 6 Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; 7 så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus. 8 I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke! 9 Det, som I har lært og modtaget og hørt og set hos mig, det skal I gøre! så vil fredens Gud være med jer. 10 Det har været mig en stor glæde i Herren, at I nu omsider er kommet til kræfter, så I har kunnet tænke på mit bedste. Det tænkte I jo også på før, men manglede lejlighed. 11 Jeg siger ikke dette, fordi jeg mangler noget; thi jeg har lært at nøjes med det, jeg har. 12 Jeg ved, hvad det er at have trange kår, og jeg ved, hvad det er at have overflod; i alt og i alle ting er jeg indviet, både i at være mæt og i at sulte, både i at have overflod og i at lide mangel. 13 Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft. 14 Dog var det smukt af jer at stå sammen med mig i min nød. 15 I ved det også selv, filippere! at i evangeliets første tider, da jeg var rejst fra Makedonien var I den eneste menighed, der havde regnskab med mig over »givet og modtaget«. 16 Thi endog medens jeg var i Tessalonika, sendte I mig både én og to gange, hvad jeg trængte til. 17 Ikke at jeg attrår gaven, men jeg attrår den frugt, som fylder godt på jeres indtægtsside! 18 Herved anerkender jeg modtagelsen af alt! Nu har jeg overflod; jeg har fuldt op, efter at jeg gennem Epafroditus har modtaget jeres gave, »en liflig duft«, et kærkomment offer, velbehageligt for Gud. 19 Så skal da min Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til. 20 Ham, vor Gud og Fader, være æren i evighedernes evigheder! Amen. 21 Hils hver enkelt af de hellige i Kristus Jesus. 22 De brødre, som er hos mig, sender hilsen til jer. Alle de hellige sender jer hilsen, først og fremmest de, der hører til kejserens hus. 23 Herren Jesu Kristi nåde være med eders ånd! |