Galaterbrevet 2 1 Senere, efter fjorten års forløb, drog jeg atter op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med. 2 Jeg drog derop ifølge en åbenbaring, og jeg forelagde dem, men de ansete særskilt, det evangelium, jeg prædiker iblandt hedningerne, for at jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. 3 Men end ikke min ledsager Titus, som var græker, blev tvunget til at lade sig omskære 4 nemlig af hensyn til de indsnegne falske brødre, der havde listet sig ind for at lure på den frihed, vi har i Kristus Jesus, og trælbinde os. 5 For dem veg vi end ikke et øjeblik i eftergivenhed, for at evangeliets sandhed må stå urokket hos jer. 6 Og fra deres side, som ansås for at være noget, hvordan de så var, er mig uden forskel; hos Gud er der ikke personsanseelse mig pålagde de ansete nemlig intet nyt. 7 Tværtimod indså de, at det er blevet mig betroet at forkynde evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne; 8 thi han, som gav Peter kraft til apostelgerning blandt de omskårne, gav også mig kraft dertil blandt hedningerne. 9 Og de erkendte den nåde, som var mig givet, og gav mig og Barnabas håndslag på fællesskabet, både Jakob og Kefas og Johannes, som ansås for at være søjler; vi skulle da gå til hedningerne og de selv til de omskårne; 10 kun skulle vi komme de fattige i hu, hvad jeg netop også har stræbt at gøre. 11 Men dengang da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham lige i hans åbne øjne, thi dømt var han. 12 Førend der kom nogle fra Jakob, plejede han nemlig at spise sammen med hedningerne; men da de var kommet, trak han sig efterhånden tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. 13 Og sammen med ham hyklede også de øvrige jøder, så endog Barnabas blev draget med af deres hykleri. 14 Men da jeg så, at de ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: »Når du, skønt jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk vis, hvor kan du da søge at tvinge hedningerne til at følge jødiske skikke?« 15 Vel er vi jøder af fødsel og ikke »syndere af hedensk byrd«; 16 men da vi ved, at ingen bliver retfærdiggjort af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, så har også vi sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte af tro på Kristus og ikke af lovgerninger, thi af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdiggjort. 17 Men dersom vi, da vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus, selv kom til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Nej, langtfra! 18 Thi kun hvis jeg igen bygger det op, som jeg nedbrød, viser jeg mig som overtræder. 19 Thi ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud. Med Kristus er jeg korsfæstet, 20 og det er ikke længer mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig. 21 Jeg ophæver ikke Guds nåde; thi var der retfærdighed ved loven, så var jo Kristus død til ingen nytte. |