Galaterbrevet 2 1 Derefter gik der 14 år, og så tog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas. Desuden havde jeg Titus med. 2 Denne rejse foretog jeg efter en åbenbaring. Jeg forelagde dem Evangeliet, sådan som jeg prædiker det for Ikke-Jøder, og jeg havde et særligt møde med de fremtrædende i menigheden. Jeg ville jo nødigt køre mit løb - eller have kørt det - forgæves. 3 Og de forlangte ikke engang, at min medarbejder Titus, der er Hellener, skulle omskæres, og det til trods for dem, 4 der havde sneget sig ind under foregivende af at være ægte Brødre - det var nogle spioner, som havde skaffet sig adgang til menigheden for at få lejlighed til at berøve os den frihed, vi har i Kristus Jesus, og bringe os under åget igen. 5 Vi veg ikke en tomme for de fyre, vi gav dem ikke en indrømmelse, for vi ville bevare Evangeliets hele sandhed for jer. 6 Men fra den side, der betyder noget i menigheden - hvad slags mennesker det engang har været, kommer mig ikke ved, Gud gør ikke forskel på folk - mig har disse 'betydelige' ikke pålagt noget særligt, 7 tvært imod: Da de så, at det var blevet mig betroet at bringe Evangeliet til de uomskårne, 8 ligesom Peter skal bringe det til de omskårne - for han, som har givet Peter kraft til at være Apostel for de omskårne, 9 han gav også mig kraft til at være Apostel for hedningerne 10 - altså: da de blev klar over den nådegave, jeg har fået, så endte det med, at de tre, der anses for at være menighedens søjler, Jakob og Kefas og Johannes, de gav Barnabas og mig håndslag på fællesskabet, hvorefter vi skulle gå til hedningerne, og de til de omskårne; 11 kun at vi skulle huske de fattige, hvad jeg jo hele tiden har bestræbt mig for at gøre. 12 Men da så Kefas kom til Antiokia, sagde jeg ham sandheden lige op i hans åbne øjne, for han havde stemplet sig selv. Han plejede nemlig at spise sammen med de Hedningekristne, men så ankom der nogle af Jakobs folk, og derefter trak han sig tilbage og afsondrede sig fra de Hedningekristne, fordi han var bange for de omskårne. 13 De andre Jødekristne hyklede så også med, og selv Barnabas blev revet med i det almindelige hykleri. 14 Jeg kunne jo se, at de gik forkert af det sande Evangelium, og så var det, at jeg i alles påhør sagde til Kefas: "Når du som født Jøde har levet på hedensk maner og ikke på jødisk, hvordan vil du så gennemføre, at hedninger skal følge de jødiske skikke? 15 Vi er jo født som Jøder og ikke som hedningesyndere, men det ved vi, 16 at intet menneske kan gøre fyldest over for Gud ved at overholde Loven - hos ham gælder kun troen på Jesus Kristus." Og derfor er det, vi har sat vor tro til Kristus Jesus, for gennem Kristus- Troen at opnå det, som ikke kan opnås ved at gøre, hvad Loven kræver: Frikendelse og godkendelse hos Gud. For ved at overholde Loven "kan intet menneske gøre fyldest over for Gud." 17 Men når det nu viser sig, at vi, som søger at opnå frikendelse og godkendelse hos Gud gennem Kristus, at vi så også selv er syndere, kan man så ikke sige, at Kristus er ansat i syndens tjeneste? Nej, slet ikke. 18 Når man har genopbygget, hvad man tidligere har brudt ned, nemlig Loven, så vil denne påvise, at man er en overtræder. 19 Imidlertid har Loven selv taget livet af mig og netop derved mistet sit krav på mig, så at jeg kan komme til live for Gud. Sammen med Kristus blev jeg korsfæstet, 20 det er ikke længere mig, der lever - hvad der lever i mig, er Kristus. Det liv, jeg lever nu, her på Jorden, det lever jeg i tro, og den, jeg tror på, er Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv for mig. 21 Nej, jeg afviser ikke Guds nåde! Hvis jeg kunne komme til at gøre fyldest over for Gud ved Lovens hjælp, så er Kristus sandelig død til ingen nytte! |