Hebræerbrevet 10 1 Thi loven er kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse. 2 Ville man ellers ikke have holdt op med at frembære dem, når de, som dyrker Gud med dem, en gang var rensede og deres samvittighed ikke mere var tynget af synder? 3 Men ofrene bringer netop år efter år ihukommelse af synder. 4 Thi det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder. 5 Derfor siger han, da han træder ind i verden: »Til slagte og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; 6 i brænd og syndoffer fandt du ikke behag. 7 Da sagde jeg: »Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!« 8 Medens han først siger: »Til slagt og afgrødeofre, brænd og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag« (og de frembæres dog efter loven), 9 siger han derefter: »Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.« Han ophæver det første for at fastslå det andet, Guds vilje, 10 og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret. 11 Og alle andre præster står daglig og forretter deres tjeneste og frembærer gang på gang de samme ofre, som dog aldrig formår at borttage synder. 12 Men han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd 13 og venter nu kun på, at hans »fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.« 14 Thi med et eneste offer har han for bestandig ført dem, der helliges, til fuldendelse. 15 Også Helligånden vidner for os herom; thi efter at Herren har sagt: 16 »Dette er den pagt, som jeg i dagene herefter vil oprette med dem,« siger han: »Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil skrive dem i deres sind, 17 og deres synder og deres overtrædelser vil jeg ikke mere komme i hu.« 18 Og hvor synderne er tilgivet, behøves der ikke mere noget offer for synd. 19 Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen, 20 idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme, 21 og da vi har en stor præst over Guds hus, 22 så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand; 23 lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; 24 og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, 25 og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig. 26 Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, 27 men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige. 28 Den, der har brudt Mose lov, må uden barmhjertighed dø »på to eller tre vidners udsagn«; 29 hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds Søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent og hånet nådens Ånd? 30 Vi kender jo ham, som har sagt: »Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde;« og fremdeles: »Herren skal dømme sit folk.« 31 Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder. 32 Men kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp, 33 idet I snart ved hån og mishandling blev et skuespil for folk, snart delte kår med dem, som gennemgik sådanne lidelser. 34 Thi både havde I medlidenhed med de fangne og fandt jer med glæde i, at man røvede, hvad I ejede; I vidste jo, at I ejer noget bedre og blivende. 35 Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge; 36 thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. 37 Thi »der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke; 38 og min retfærdige skal leve af tro;« men »hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.« 39 Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle. |