Hebræerbrevet 10 1 Et skyggebillede - det er alt, hvad Loven ejer af de kommende goder. Tingene selv i deres egen skikkelse har Loven ikke. År ud og år ind frembærer mennesker de samme ofre, igen og igen går de frem for Gud med disse ofre, men aldrig kan Loven bringe dem den endelige hjælp. 2 Man ville formentlig indstille ofringerne, hvis man ved denne form for Gudstjeneste havde opnået renselse en gang for alle, og således ikke længere havde nogen synd til at tynge sin bevidsthed. 3 Men tvært imod bliver man netop mindet om sine synder 4 ved den årlige ofring, tyre- og bukkeblod fjerner nemlig ikke synd. 5 Derfor siger Kristus ved sit komme til Verden (Salme 40,7-9): Slagtofre og afgrødeofre ønskede du ikke, et legeme beredte du mig. 6 I brændofre og syndofre fandt du ikke behag. 7 Da sagde jeg: Se, jeg kommer i bogrullen er der skrevet om mig for at gøre din vilje, o Gud! 8 Ovenfor siger han: Slagtofre og afgrødeofre og brændofre og syndofre ønsker du ikke, de behager dig ikke. Og det er jo ur ofre, som Loven kræver frembåret. 9 Da, sagde han længere nede, se jeg kommer for at gøre din vilje. Det vil sige, at han afskaffer den første ordning for at indføre den anden. Dette er den ovenfor , omtalte Guds vilje, 10 og ifølge den er vi helligede ved Jesu Kristi legemes offer, bragt én gang for alle. 11 Dag efter dag står præster frem og holder Gudstjeneste, gang på gang fremholder de disse ofre, som dog aldrig er i stand til at fjerne synd. 12 Men Kristus frembærer et eneste offer for synder, og derefter har han for altid taget sæde ved Guds højre hånd, 13 og venter så i øvrigt på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel under hans fødder. 14 For med det ene offer har han for altid tilendebragt menneskers helligelse. 15 Det er Helligånden selv, der forkynder os dette. I det ovenfor citererede siger Herren først: 16 Således er den Pagt, jeg vil slutte med dem i dagene efter disse, og derefter står der: Jeg vil give mine love i deres hjerte, i deres tanke vil jeg skrive dem, 17 deres synder og deres misgerninger vil jeg ikke mere erindre. 18 Hvor synden er tilgivet, der bringes ikke mere syndofre. 19 Brødre, ved Jesu blod har vi nu fri ret til at gå ind i Helligdommen. 20 Ham har indviet en aldrig tidligere betrådt, en levende vej ind gennem Forhænget, som er hans eget legeme: 21 Og da vi har en så mægtig ypperstepræst til at forestå Guds Hus, 22 så lad os gå frem med oprigtigt hjerte, fuldkommen trygge i Troen, med hjertet renset for bevidstheden om det onde, vi har gjort, og med legemet badet i helligt vand. 23 Lad os urokkeligt fastholde bekendelsen til vort håb, for: Trofast er han, som gav os sit løfte. 24 Lad os ikke slippe hinanden af syne, lad os opflamme hinanden til kærlighed og gode gerninger; 25 og lad os ikke svigte vor menighedsforsamling, hvad der jo er nogle, der gør, men styrke og hjælpe hinanden - og det så meget mere som I ser Dagen nærme sig. 26 Her er vi ved den anden side af sagen: Dersom vi med fuldt forsæt begår synd efter at have modtaget erkendelse af Sandheden, så er der nu ikke længere noget, der hedder, at synden sones ved offer 27 - der er ikke andet end rædselsslagent at afvente Dommen, en brændende nidkærhed, der fortærer oprørerne. 28 Den, der har brudt Moseloven, bliver uden barmhjertighed henrette t på to eller tre vidners udsagn. 29 Kan I ikke indse hvor langt hårdere straffen vil ramme den, som har trampet Guds Søn i støvet, som har vanhelliget Pagtsblodet, ved hvilket han selv har modtaget helligelse, som har smædet Nådens Ånd! 30 Vi kender dog ham, som har sagt (5.Mosebog 32,35): Mig tilkommer det at skaffe ret, skal der gengældes, så skal jeg, siger Herren, og videre (5.Mosebog 32,36) : Dømme skal Herren sit Folk. 31 Ja, det er frygteligt at falde i den Levende Guds hænder! 32 Mindes I den første tid, da Lyset var kommet til jer - de mange lidelser, I havde at kæmpe med, og hvordan I holdt ud. 33 mens I til almindelig forlystelse for offentligheden snart blev overdænget med forsmædelser og trusler, 34 og snart gjorde fæl sag med andre i samme situation; hvordan I led med dem, der sad i fængsel, 35 og gladeligt fandt jer i at blive plyndret for, hvad I havde, i bevidsthed om selv at eje noget bedre, noget varigt' Nu må I ikke tabe modet; det vil blive rigeligt belønnet. 36 Hvad I nu har brug for, er udholdenhed i at gøre Guds vilje og således vinde opfyldelsen af hans løfter: 37 Endnu kort, en liden stund, han kommer, han, som skal komme, han tøver ikke! 38 Min Retfærdige skal leve af tro. Dog, unddrager han sig, har min sjæl ikke behag i ham. 39 Men vi er ikke af dem, der unddrager sig lige lukt ud i undergangen, vi er af dem, der ved tro skal vinde sjælens Liv. |