Hebræerbrevet 12 1 Altså er vi på alle sider omgivet af denne tætte sky af vidner, og derfor vil vi kaste alle tyngende byrder og alle hæmmende synder fra os for at kunne gennemføre det løb, som ligger foran os, uden at give op på vejen, 2 med øjnene rettet mod Jesus, vor tros banebryder og fuldender, han, som gav afkald på den glæde, der tilkom ham, for at udholde korsfæstelse uden at tage hensyn til, at det var en forsmædelig død, og som derfor også har sat sig ved højre side af Guds Trone. 3 Overvej, hvor megen modsigelse han har måttet finde sig i fra syndige mennesker - så undgår I, at jeres sjæle bliver trætte og slappe. 4 Endnu har jeres kamp imod synden ikke kostet jer blod! 5 Men I har vel glemt den formaning, som Gud retter til jer i jeres egenskab af hans Børn (Ordsprogene 3, 11 - 12) : Min søn, ringeagt ikke Herrens tugt, tab ikke modet under hans revselse, 6 for Herren tugter den, han elsker, og straffer det barn, han har antaget sig. 7 Det, I gennemgår, er en opdragelse; Gud behandler jer netop som sine børn. Kan der tænkes et forhold mellem far og søn uden opdragelse? 8 Hvis I bliver undtaget fra den opdragelse, som alle de andre børn får, vil det sige, at I ikke er regnet med i børneflokken. 9 Vi er dog også selv blevet opdraget af vor jordiske far, og vi respekterede hans opdragelse. Hvor meget lettere kan vi ikke bøje os for ham, som er Åndernes Fader, og vinde Livet derved. 10 Vore fædre havde kun kort tid til at opdrage os, og måtte nøjes med at gøre det efter bedste skøn. Men som opdrager ved Gud, hvad der tjener os bedst, og han sigter mod at give os del i sin Hellighed. 11 At blive opdraget er ikke altid behageligt, mens det står på - tvært imod; men bagefter viser det sig at bære skønne frugter for dem, som har modtaget opdragelsen: Fred med Gud og mennesker i et liv efter Guds vilje. 12 Derfor: Løft de kraftløse hænder, ret de vaklende knæ (Esajas 35,3) 13 og træd lige spor med fødderne, så det lammede ikke skal vrides af led. Fred med alle skal være jeres mål, 14 hellighed skal være jeres mål, for uden hellighed kan ingen skue Herren. 15 15 I skal holde øje med hinanden - ingen må forspilde Guds nåde, der må ikke være nogen giftig planterod, som kan skyde op til jeres skade, ,om Skriften siger, og forgive en mængde mennesker. 16 Ingen må forfalde til løsagtighed eller vanhellighed, som Esau, der solgte ,in førstefødselsret for et eneste måltid mad. I husker vel, 17 at han bagefter så inderligt gerne ville have haft den velsignelse, han havde arveret til, men han blev afvist; han havde ingen mulighed for at gøre bod, skønt han grædende bad derom. Hvorhen har jeres vej ført jer? 18 I står ikke foran et jordisk bjerg, et Sinaj med flammende ild, med mulm og mørke og uvejr, 19 med gjaldende trompeter og en tordenstemme så forfærdende, at de, der hørte den, bad, om de måtte slippe for, at den talte til dem igen. 20 De kunne ikke engang bære Guds påbud om, at selv det dyr, der rørte ved Bjerget, skulle stenes. 21 Ja, så forfærdendende var synet, at selv Moses måtte sige: "Jeg er slagen af rædsel, jeg ryster over hele kroppen." 22 Men nu I? Jeres vej har ført jer til Sions Bjerg. Her er den Levende Guds By, her er det Himmelske Jerusalem, her er Engle i titusindtal, 23 her er fest og højtid, her er forsamlingen af Førstefødte, hvis navne er indskrevet i Himlene, her er den Gud, som er alles Dommer, her er ånderne af de mennesker, som har levet efter Guds vilje og har fuldført deres løb, 24 her er Jesus, formidleren af den Nye Pagt, her er det rensende blod, som taler stærkere end Abel. 25 Nu må I ikke bede om at slippe for at høre ham, som taler! Engang var der mennesker, som bad sig fritaget for at høre, hvad der blev sagt til dem fra Gud her på Jorden, men det kunne de ikke slippe for! Hvad så med os, hvis vi vender ryggen til ham, som taler til os fra Himlene? 26 Han, hvis røst dengang fik Jorden til at bæve, han har nu givet os et løfte: Endnu en gang vil jeg ryste ikke blot Jorden, men Himmelen med! (Haggaj 2,6.) 27 Dette: Endnu en gang gælder tydeligt nok en bortskaffelse af I alt det, der kan bringes til at vakle - og det vil sige alt det skabte - mens det, der er urokkeligt, skal blive stående for bestandigt. 28 Det vil sige, at vi modtager et rige, som aldrig kan bringes til at vakle; lad os derfor taknemligt tjene Gud, således som han vil tjenes, med fromhed og ærefrygt. For som der står (5.Mosebog 4,24): 29 Vor Gud er en fortærende ild. |