Hebræerbrevet 2 1 Derfor må vi være særdeles agtpågivende over for det, vi har fået at høre; vi må vogte os for at glide bort fra Ordet. 2 For hvis det Ord, som blev forkyndt af engle, fik urokkelig gyldighed, og hvis al overtrædelse og enhver ulydighed har fået straf som forskyldt, 3 hvordan skal så vi kunne undslippe, dersom vi møder en så altomfattende frelse med uinteresseret ligegyldighed? Denne frelse tog sin begyndelse med Herrens egen tale, den blev stadfæstet for os af dem, der selv havde hørt ham, 4 og Gud lagde sit vidnesbyrd til deres ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger, og ved at dele ud af Helligånden, når og hvordan han ville. 5 Nej den kommende Verdensorden, som vi taler om, har Gud ikke lagt ind under sine engles overhøjhed. 6 Der er et sted én, der har sagt således (Salme 8,5-7) : Hvad er et menneske, at du kommer ham ihu, en Menneskesøn, at du ser til ham? 7 Du stillede ham en kort tid lavere end engle, med herlighed og ære kronede du ham. 8 Alt har du lagt under hans fødder. Og idet Gud underlagde ham alt, undtog han følgelig intet fra at være ham underlagt. 9 Imidlertid kan vi endnu ikke iagttage, at alt er ham underlagt. Vi ser den Jesus, der en kort tid blev stillet lavere end engle og gik gennem lidelse og død, blive kronet med herlighed og ære; 10 således ville Gud i sin nåde opnå, at han gik gennem døden for alle menneskers skyld. 11 Dermed handlede Gud, som det var værdigt for ham, der er '" alle tings begyndelse og fuldendelse. Når han ville føre utallige sønner ind til herligheden, så måtte han lade ophavsmanden til deres frelse nå til fuldendelse gennem lidelser. 12 Og idet han, som" helliger, har samme ophav som dem, han helliger, holder han sig ikke for god til at kalde dem sine Brødre, 13 som der står (Salme 22,23) : Jeg vil kundgøre dit Navn for mine Brødre, lovsynge dig i menighedens midte og (hos Esajas) Jeg stoler fast på Gud og (Esajas 8,18): Her er jeg og de børn, som Gud har givet mig. 14 Da nu disse børn er af kød og blod, måtte han også blive det, og således blev han i stand til selv at dø og ved sin død afvæbne ham, der har dødsmagten - Djævelen 15 - og udfri alle dem, der af frygt for Døden hele livet igennem har været hjemfaldet til en slavetilværelse. 16 Det er dog ikke engle, han tager sig af, tværtimod, han tager sig af Abrahams æt. 17 Deraf følger, at han i alle henseender måtte blive ligesom sine Brødre, for derved at blive dem en barmhjertig, en tro Ypperstepræst, som i Guds tjeneste kunne skaffe soning for Folkets synder. 18 Selv led han, og fristedes derved, og derfor er det muligt for ham at komme dem til undsætning, der fristes. |