Hebræerbrevet 3 1 Derfor, hellige brødre, I, som har fået del i en himmelsk kaldelse! se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus, 2 der var tro imod den, som gjorde ham dertil, ligesom også Moses var tro i hele hans hus. 3 Thi han er fremfor Moses agtetværdig til så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset. 4 Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud. 5 Og vel var Moses tro i hele hans hus, som tjener, så han vidnede om det, der engang skulle forkyndes; 6 men Kristus er tro som Søn over hans hus. Og hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over. 7 Derfor, som Helligånden siger: »I dag, når I hører hans røst, 8 så forhærd ikke eders hjerter som i »forbitrelsen«, på fristelsens dag i ørkenen, 9 hvor eders fædre fristede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger i fyrretyve år. 10 Derfor væmmedes jeg ved denne slægt og sagde: »Altid farer de vild med hjertet; og de ville ikke vide af mine veje. 11 Så svor jeg i min vrede: Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvil.« 12 Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. 13 Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder »i dag« for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag. 14 Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste. 15 Da der blev sagt: »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter som i forbitrelsen, 16 hvem var det da, som hørte hans ord og dog gjorde ham forbitret? Var det ikke alle dem, der var draget ud af Ægypten, førte af Moses? 17 Og hvem var det, han væmmedes ved i fyrretyve år? Var det ikke dem, som syndede, og »hvis døde kroppe faldt i ørkenen«? 18 Og om hvem svor han, at de »ikke skulle gå ind til hans hvile«, undtagen om dem, som havde vist sig ulydige? 19 Så ser vi da, at det var på grund af deres vantro, de ikke kunne gå ind. |