Hebræerbrevet 4 1 Da nu forjættelsen om at gå ind til hans hvile endnu venter på sin opfyldelse, så lad os ængstelig våge over, at ingen af jer skal få den tanke, at han er kommen for sent. 2 Thi vi fik det glædelige budskab forkyndt lige så vel som de; men det ord, der lød, hjalp dem ikke, fordi det ikke ved tro blev tilegnet af dem, der hørte det. 3 Thi kun vi, som er kommet til tro, går ind til hvilen, således som han har sagt: »Så svor jeg i min vrede: Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvile,« og det skønt hans gerninger var fuldbyrdede fra verdens grundlæggelse. 4 Thi om den syvende dag har han et sted sagt således: »Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger.« 5 Og på dette sted derimod: »Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvile.« 6 Da det altså endnu ikke er opfyldt, at nogle skulle gå ind til hvilen, og da de, som først fik det glædelige budskab forkyndt, ikke gik, ind på grund af deres ulydighed, 7 så fastsætter han atter en dag: »I dag«, idet han så lang tid efter siger gennem David, som ovenfor nævnt: »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter!« 8 Thi hvis Josua havde ført dem til hvilen, da ville Gud ikke derefter have talt om en anden dag. 9 Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk. 10 Thi den, som er gået ind til hans hvile, har opnået at hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine. 11 Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de og blive et lignende eksempel på ulydighed. 12 Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. 13 Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab. 14 Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved bekendelsen! 15 Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. 16 Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. |