Hebræerbrevet 5 1 Thi enhver ypperstepræst, som udtages blandt mennesker, indsættes, til gavn for mennesker, i sin tjeneste for Gud, til at frembære både ublodige og blodige ofre for synder. 2 Og han er i stand til at føle medlidenhed med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er skrøbelighed undergivet 3 og derfor er skyldig at frembære syndoffer såvel for sig selv som for folket. 4 Og ingen tiltager sig selv den værdighed men man må som Aron kaldes dertil af Gud 5 Således har heller ikke Kristus tillagt sig selv den ære at blive ypperstepræst, men har fået den af ham, som sagde til ham: »Du er min Søn, jeg har født dig i dag,« 6 ligesom han jo også et andet sted siger: »du er præst evindelig, på Melkisedeks vis.« 7 Og han har i sit jordelivs« dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst. 8 Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led, 9 og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham, 10 og blev af Gud kaldt ypperstepræst »på Melkisedeks vis«. 11 Herom har vi meget at sige, og det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre. 12 Thi skønt I efter den tid, der er gået, burde kunne være lærere for andre, trænger I til, at man på ny skal lære jer de første begyndelsesgrunde i Guds ord; og det er kommet så vidt med jer, at I trænger til mælk og ikke til fast føde. 13 Thi enhver, der endnu får mælk, forstår ikke rigtig tale, da han endnu kun er spæd; 14 men den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt. |