Hebræerbrevet 5 1 En ypperstepræst tages fra sine medmenneskers kreds og indsættes for på sine medmenneskers vegne at tage sig af deres forhold til Gud. Han skal frembære ublodige og blodige ofre for menneskers synder, 2 og han vil i sin tjeneste kunne føle med. disse uvidende og vildfarne mennesker, fordi han selv er et bytte for menneskelig skrøbelighed, 3 og netop af den grund lige I så meget er nødt til at ofre for sine egne synder som for Folkets synd. 4 En sådan værdighed tiltager intet menneske sig selv. Man kaldes dertil af Gud, sådan som Aron blev det. 5 Og således forherlige de heller ikke Kristus sig selv ved at gøre sig til ypperstepræst; det gjorde Han, som sagde til ham: Min Søn er du, jeg har født dig i dag. 6 Og noget lignende står der et andet sted (Salme 110,4): Du er præst i Evighed efter Melkisedeks orden. 7 Dengang Jesus levede på Jorden, bad og bønfaldt han den, eneste som kunne frelse ham fra døden, han bestormede ham med høje råb og heftig gråd, og han blev bønhørt og friet fra sin frygt. 8 Til trods for, at han var Guds Søn, måtte han gennem lidelser lære at følge Guds vilje. 9 Men da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som følger ham, 10 hilst af Gud som ypperstepræst efter Melkisedeks orden. 11 Dette er et stort emne, og vanskeligt for os at fortolke for jer, efter at I er blevet så overordentlig tunghøre. 12 Når tiden tages i betragtning, burde I for længst have kunnet undervise andre, og så trænger I til, at nogen skal undervise jer helt forfra i Guds Ords begyndelsesgrunde. I er blevet så små, at det, I trænger til, er en mælkeblanding og ikke fast føde. 13 Så længe man er på mælkestadiet, kan man ikke opfatte en saglig fremstilling. man er jo et spædbarn. 14 Fast føde er for fuldt udviklede mennesker, der gennem ihærdig øvelse har skærpet sansen for at skelne ret fra slet. |