Hebræerbrevet 6 1 Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, 2 med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom. 3 Ja, det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det. 4 Thi når mennesker en gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden 5 og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; 6 thi de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot. 7 Thi så længe en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, og frembringer afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, er den under Guds velsignelse; 8 men bærer den tjørn og tidsel, er den ingenting til og forbandelse nær, og til sidst sættes der ild på den. 9 Men selv om vi også taler således, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen. 10 Thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige. 11 Men vi ønsker inderligt, at enhver af jer må vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste, 12 så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet. 13 Thi da Gud gav forjættelsen til Abraham, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: 14 »Sandelig, jeg vil velsigne dig rigt og gøre dit afkom talrigt.« 15 Og således fik Abraham forjættelsen opfyldt ved at bie tålmodigt. 16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden tjener dem til stadfæstelse og gør ende på alle indvendinger. 17 Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed, 18 for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os; 19 og det har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, 20 hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst »på Melkisedeks vis evindelig«. |