Jakobs brev 1 1 Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, sender hilsen til de tolv stammer i adspredelsen. 2 »Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. 3 I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed; 4 og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget. 5 Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet. 6 Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; 7 og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren, 8 en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje. 9 Den broder, der har ringe kår, skal rose sig af sin højhed, 10 den rige af sin ringhed; thi han skal forgå som græssets blomster. 11 Thi solen står op med sin glød og svider græsset, så dets blomster falder, og deres skønhed forsvinder; således skal også den rige visne på sine veje. 12 Salig den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. 13 Ingen må sige, når han bliver fristet: »Jeg fristes af Gud;« thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen; 14 men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; 15 derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død. 16 Far ikke vild, mine elskede brødre! 17 Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går. 18 Af egen fri vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger. 19 Det ved I, mine elskede brødre. Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede; 20 thi et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud. 21 Aflæg derfor al urenhed og alle de mange udslag af ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som har magt til at frelse jeres sjæle. 22 Og vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. 23 Thi hvis nogen er ordets hører og ikke dets gører, så ligner han en mand, der betragter sit eget ansigt i et spejl: 24 når han har betragtet sig selv, går han bort og glemmer straks, hvordan han så ud. 25 Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig i sin gerning. 26 Hvis nogen mener at dyrke Gud og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjerte, hans gudsdyrkelse er intet værd. 27 En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden. |