Johannesevangeliet 10 1 Det siger jeg jer, den som ikke kommer ind til fårene gennem gårdens port, men går over muren andetsteds, han er en tyv og en røver. 2 Men den, som kommer ind gennem porten, han er fårenes hyrde. 3 For ham lukker portvagten op, og fårene hører hans stemme, og han kalder sine egne får ved navn, og så fører han dem ud; 4 og når han har lukket alle sine egne får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. 5 Men en fremmed vil de ikke følge. De vil flygte for ham, fordi de ikke kender de fremmedes stemmer.' 6 Denne lignelse fortalte Jesus. dem, men de forstod ikke meningen med det, han sagde til dem. 7 Jesus sagde da igen: 'Det siger jeg jer, det er mig, der er porten ind til fårene. 8 Alle de, som er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. 9 Jeg er porten. Den, som går ind gennem mig, skal blive frelst, han skal gå ind og gå ud og finde græsning. 10 Tyven kommer ene og alene for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommet, for at de skal have liv og overflod. 11 Jeg er den rette hyrde. Den rette hyrde sætter sit liv til for fårene. 12 Den, der kun vogter får for pengenes skyld, den, der ikke er hyrde, den, der ikke ser på fårene som sine egne, han ser ulven komme, og så lader han fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden. 13 Han gør det kun for penge og er ligeglad med fårene. 14 Jeg er den rette hyrde, jeg kender dem, der hører mig til, og de kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen, og jeg sætter mit liv til for fårene. 16 Andre får har jeg, som ikke hører til i denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min stemme, og der skal blive én hjord, én hyrde. 17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til og modtager det igen. 18 Ingen røver det fra mig, frivilligt sætter jeg det til. Jeg har ret til at sætte livet til, ret til at modtage det igen; det bud fik jeg fra min Fader.' 19 Disse ord skabte igen stor uenighed blandt Jøderne. 20 Mange af dem sagde: 'Han er sindssyg, han er gået fra forstanden! Hvorfor hører I på ham?' 21 Andre sagde: 'Det var ikke ord af en sindssyg; kan en sindssyg åbne blindes øjne ?' 22 Så indtraf Tempelvielsesfesten i Jerusalem. Det var vinter. 23 Jesus gik frem og tilbage i Salomons Søjlegang i Templet. 24 Jøderne omringede ham og sagde: 'Hvor længe endnu vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig det ligeud!' 25 Jesus svarede dem: 'Jeg har sagt det til jer, og I tror ikke. De gerninger, jeg gør i min Faders Navn, de vidner om mig. 26 Men I tror ikke, fordi I ikke er af mine får. 27 Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig, 28 og jeg giver dem Evigt Liv, og de skal i Evighed ikke gå tabt, og ingen skal røve dem af min hånd. 29 Min Fader, som - har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan røve fra min Faders hånd. 30 Jeg og Faderen er ét. 31 Jøderne samlede nu igen sten op for at stene ham. 32 Jesus sagde til dem: 'Mange skønne gerninger har jeg vist jer fra min Fader; hvad er det for en af disse gerninger, I vil stene mig for?' 33 Jøderne svarede ham: 'Det er ikke for en skøn og god gerning, vi vil stene dig - det er for Gudsbespottelse, og fordi du, som kun er et menneske, gør dig selv til Gud.' 34 Jesus sagde til dem: 'Står der ikke skrevet i jeres Lov: "Jeg sagde, at I er Guder"? 35 Hvis Skriften nu kalder dem Guder, dem, til hvem Guds Ord kom - og Skriften kan ikke sættes ud af kraft 36 - siger I så virkelig til ham, som Faderen har helliget og sendt til Verden, at han taler gudsbespotteligt, fordi han sagde: "Jeg er Guds Søn"? 37 Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, så tro mig ikke. Hvis jeg gør dem, så tro på gerningerne, selvom I ikke vil tro på mig, 38 for at I kan komme til erkendelse af, og vedblive at erkende, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.' 39 De prøvede nu igen at få fat i ham, men han slap dem af hænde. 40 Jesus gik over på den anden side af Jordan, derhen, hvor Johannes engang havde døbt, og der blev han. 41 Mange kom til ham og sagde: 'Ganske vist gjorde Johannes intet tegn, men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, var sandt.' 42 Og mange kom til tro på ham dér. |