Johannesevangeliet 13 1 Det var før påskehøjtiden. Jesus vidste, at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen; og som han havde elsket sine egne her i verden, elskede han dem til det sidste. 2 Da de nu holdt aftensmåltid, og Djævelen allerede havde indskudt den tanke i Judas, Simons søns, Iskariots hjerte, at han skulle forråde ham, 3 og da Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og skulle vende tilbage til Gud 4 så rejser han sig fra måltidet og lægger sin kappe fra sig, og han tog et linnedklæde og bandt det om sig. 5 Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet, han havde bundet om sig. 6 Han kommer så til Simon Peter; denne siger til ham: »Herre! tvætter du mine fødder?« 7 Jesus svarede og sagde til ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.« 8 Peter siger til ham: »Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder.« Jesus svarede ham: »Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter siger til ham: »Herre! så ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet.« 10 Jesus svarede han: »Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle.« 11 Thi han vidste, hvem det var, som skulle forråde ham; derfor sagde han: »I er ikke alle rene.« 12 Da han nu havde tvættet deres fødder og havde taget sin kappe på og atter sat sig til bords, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? 13 I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. 14 Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. 15 Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. 16 Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. 17 Når I ved dette, er I salige, om I gør det. 18 Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse, den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.« 19 Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, mår det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. 20 Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig.« 21 Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i ånden, vidnede og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig.« 22 Da så disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han sigtede til. 23 Der var iblandt hans disciple en, som sad til bords ved Jesu side, ham, som Jesus elskede. 24 Til ham nikker da Simon Peter og siger til ham: »Spørg, hvem det er, han sigter til.« 25 Han læner sig så mod Jesu bryst og spørger ham: »Herre! hvem er det?« 26 Jesus svarer: »Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så tager han brødet og dypper det og giver det til Judas, Simons søn, Iskariot. 27 Og da han havde fået det, fo'r Satan ind i ham. Jesus siger nu til ham: »Hvad du gør, gør det snart!« 28 Men ingen af dem, som sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham. 29 Thi da Judas havde pengepungen, mente nogle, at Jesus sagde til ham: »Køb, hvad vi har brug for til højtiden;« eller at han skulle give noget til de fattige. 30 Efter at han havde fået stykket, gik han straks ud. Og det var nat. 31 Da han så var gået ud, siger Jesus: »Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. 32 Er Gud herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal herliggøre ham snart. 33 Børnlille! Kun en liden stund bliver jeg endnu hos jer. I skal lede efter mig, og det, som jeg sagde til jøderne: »Hvor jeg går hen, kan I ikke komme det samme siger jeg nu også til jer. 34 En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. 35 Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.« 36 Simon Peter spørger ham: »Herre! hvor går du hen?« Jesus svarede ham: »Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig.« 37 Peter spørger ham: »Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.« 38 Jesus svarer: »Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre gange.« |