Johannesevangeliet 15 1 Jeg er den sande vinstok, og min Fader er vinbonden. 2 Alle de grene på mig, der ikke bærer druer, fjerner han; og alle dem, der bærer druer, renser han, for at de kan bære bedre. 3 I er allerede rene på grund af det Ord, jeg har forkyndt jer. 4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ingen gren bærer af sig selv, den må blive siddende på vinstokken; og således heller ikke I, hvis I ikke bliver i mig. 5 Jeg er vinstokken, I er grenene. Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt. Uden for mig kan I slet intet gøre. 6 Den, som ikke bliver i mig er kastet udenfor som grenene og er visnet, og grenene samler man og kaster dem på ilden, og de bliver brændt. 7 Hvis I bliver i mig, og mine Ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og det skal ske for jer. 8 Derved æres min Fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. 9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer - bliv i min kærlighed. 10 Hvis I holder fast ved mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt fast ved min Faders bud og bliver i hans kærlighed. 11 Således har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde blive fuldkommen. 12 Mit bud er dette: I skal elske hinanden, således som jeg har elsket jer. 13 Ingen har større kærlighed end han, som sætter livet til for sine venner. 14 Mine venner er I, hvis I gør det, jeg giver jer bud om. 15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for en tjener er uden medviden om, hvad hans herre foretager sig; jer har jeg kaldt venner, for alt, hvad jeg har hørt fra min Fader, har jeg delt med jer. 16 Ikke I har udvalgt mig, jeg har udvalgt jer og indsat jer, for at I skal gå ud i Verden og bære frugt, bære blivende frugt, så Faderen kan give jer, hvad I end beder ham om i mit Navn. 17 Dette er mit bud: I skal elske hinanden. 18 Når Verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. 19 Hvis I var af Verden, ville Verden elske sit eget i jer; fordi I ikke er af Verden, fordi jeg har valgt jer ud af Verden og skilt jer ud fra Verden - derfor hader Verden jer. 20 Husk på det Ord, jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit Ord; vil de også holde fast ved jeres. 21 Men alt dette skal de gøre med jer på grund af mit Navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig. 22 Hvis jeg ikke var kommet og havde talt til dem, havde de ikke været skyldige i synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd. 23 Den, som hader mig, hader også min Fader. 24 Hvis jeg ikke iblandt dem havde gjort de gerninger, som ingen anden har gjort, havde de ikke været skyldige i synd. Men nu har de både set og hadet, og det både mig og min Fader. 25 Dog - det Ord må opfyldes, som er skrevet i deres Lov: De hader mig uden grund. 26 Når Talsmanden kommer, ham, som jeg vil sende jer fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig. 27 Også I skal vidne, for I var med mig fra først af. |