Johannesevangeliet 18 1 Efter disse ord brød Jesus op og gik med sine disciple over vand løbet Kedron. Derovre var der en lund. Han gik derind, og disciplene gik ind sammen med ham. 2 Judas, forræderen, kendte også stedet, for Jesus og hans disciple mødtes ofte dér. 3 Han havde imidlertid fået overladt en afdeling af den romerske vagt og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes betjente, og der kommer han med fakler og lygter og våben. 4 Jesus vidste, hvad der nu ville komme over ham, og han trådte frem og siger til dem: 'Hvem søger I?' 5 De svarede ham:'Jesus Nazaræer.' Han siger: 'Det er mig.' Også Judas, forræderen, står der sammen med dem. 6 Da Jesus sagde til dem: "Det er mig", veg de tilbage og faldt til jorden. 7 Han spurgte dem nu igen: 'Hvem søger I?' De sagde: 'Jesus Nazaræer.' 8 Jesus sagde: 'Jeg har sagt jer, at det er mig; når det nu er mig, I søger, så lad de andre gå.' 9 For at det Ord skulle opfyldes, som han havde sagt: "Jeg har ingen mistet af dem, du har givet mig". 10 Simon Peter, som var bevæbnet, trak sit sværd og huggede efter ypperstepræstens tjener og slog hans højre øre af - tjeneren hed Malkus. 11 Jesus sagde da til Peter: 'Stik dit sværd i skeden. Det bæger, Faderen har rakt mig skulle jeg afslå at drikke det?' 12 Vagtafdelingen, kaptajnen og Jødernes betjente pågreb nu Jesus og bandt ham 13 og førte ham først til Annas. Han var nemlig svigerfar til Kajafas, som var ypperstepræst det år. 14 Det var Kajafas, som havde givet Jøderne det råd: "Det er bedst, at et menneske dør for folket." 15 Simon Peter fulgte efter Jesus, og også en anden discipel. Denne discipel var kendt med ypperstepræsten, og han fulgte med Jesus ind i ypperstepræstens gård, 16 mens Peter blev stående udenfor ved porten. Nu gik den anden discipel, han, som kendte ypperstepræsten, ud og snakkede med pigen ved porten og fik Peter med ind. 17 Pigen i porten siger nu til Peter: 'Er du ikke også en af den mands disciple?' Peter siger: 'Nej, det er jeg ikke.' 18 Tjenerne og betjentene stod ved en kulild, de havde tændt, og varmede sig, for det var koldt; Peter stillede sig hen til dem og varmede sig også. 19 Ypperstepræsten forhørte nu Jesus om hans disciple og hans lære. 20 Jesus svarede ham: 'Frit har jeg talt til Verden, til stadighed har jeg undervist i synagoge og Tempel, hvor alle Jøder kommer sammen, og hemmeligt har jeg aldrig talt. 21 Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som har hørt, hvordan jeg har talt! De ved jo, hvad jeg har sagt.' 22 Da Jesus sagde det, gav betjenten, som stod ved siden af, ham en lussing og sagde: 'Skal du svare ypperstepræsten sådan?' 23 Jesus svarede ham: 'Hvis jeg har sagt noget forkert, så påvis, hvad der var forkert - hvis det var rigtigt, hvorfor slår du mig så?' 24 Annas sendte ham så lænket til ypperstepræsten Kajafas. 25 Simon Peter stod og varmede sig. De sagde nu til ham: 'Er du ikke også en af hans disciple?' Han benægtede det og sagde: 'Nej, det er jeg ikke.' 26 Så siger en af ypperstepræstens tjenere, som var i familie med den mand, hvis øre Peter havde hugget af: 'Så jeg dig ikke selv i lunden sammen med Jesus?' 27 Peter nægtede igen, og i det samme galede hanen. 28 De fører nu Jesus fra Kajafas til Prætoriet; det var ved daggry. Men de gik ikke selv ind i Prætoriet, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde Påskemåltid. 29 Pilatus kom derfor ud til dem. Han siger: 'Hvilken anklage fører I mod denne mand?' 30 De svarede ham: 'Hvis han ikke havde begået noget strafbart, ville vi ikke have udleveret ham til dig.' 31 Pilatus sagde nu til dem: 'Så tag I ham og døm ham efter jeres egen lov.' Jøderne svarede: 'Man har frataget os retten til at foretage henrettelser.' 32 For at det udsagn af Jesus skulle gå i opfyldelse, hvor han havde forudsagt sin dødsmåde. 33 Pilatus gik nu ind i Prætoriet igen og lod Jesus hente og sagde: 'Du er konge over Jøderne?' 34 Jesus spurgte: 'Er det af dig selv, du siger dette, eller fordi andre har sagt sådan om mig?' 35 Pilatus svarede: 'Jeg er da ikke Jøde - det er dit eget folk og ypperstepræsterne, der har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?' 36 Jesus svarede: 'Mit Rige er ikke af denne Verden. Havde mit Rige været af denne Verden, så havde mine folk kæmpet for, at jeg ikke skulle blive udleveret til Jøderne. Men nu er mit Rige ikke af denne Verden.' 37 Pilatus sagde da til ham: 'Du er altså en konge?' Jesus svarede: 'Som du siger! Jeg er konge. Dertil er jeg født, dertil kommet til Verden, at jeg skal vidne for Sandheden. Enhver, der er af. . Sandheden, hører min røst.' 38 Pilatus siger: 'Hvad er Sandhed?' Da han havde sagt dette, gik han ud til Jøderne igen, og han siger til dem: 39 'Jeg finder ingen skyld hos ham, men der er hævd for, at jeg benåder en jødisk fange i anledning af Påsken. Vil I så have, at jeg skal benåde Jødernes Konge?' 40 De råbte nu igen: 'Ikke ham, det skal være Barabbas.' Denne Barabbas var røver. |