Johannesevangeliet 5 1 Derefter indtraf en af jødernes højtider, og Jesus drog op til Jerusalem. 2 Der ligger i Jerusalem ved Fåreporten en dam, som på hebraisk hedder Betesda. Ved den findes der fem søjlegange, 3 hvor der lå en mængde syge mennesker, blinde, lamme, visne, som ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse. 4 Thi på visse tider fo'r en Herrens engel ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den, som da, efter at vandet var kommet i oprør, først steg ned deri, blev rask, hvilken sygdom han end led af. 5 Der var der en mand, som havde været syg i otteogtredive år. 6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang tid, siger han til ham: »Vil du være rask?« 7 Den syge svarede ham: »Herre! jeg har ingen til at bringe mig ned i dammen, når vandet er kommet i oprør; mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig.« 8 Jesus siger til ham: »Stå op, tag din seng og gå!« 9 Og straks blev manden rask, og han tog sin seng og gik. Nu var det sabbat den dag; 10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat; du har ikke lov at bære din seng.« 11 Han svarede dem: »Han, som gjorde mig rask, sagde til mig: »Tag din seng og gå!« 12 Da spurgte de ham: »Hvem var den mand, som sagde til dig: »Tag din seng og gå?« 13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde fjernet sig, da der var mange mennesker på stedet. 14 Siden finder Jesus ham i helligdommen, og han sagde til ham: »Se, nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig.« 15 Manden gik hen og fortalte jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask. 16 Derfor forfulgte jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. 17 Men han svare de dem: »Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.« 18 Derfor stræbte da jøderne end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød sabbaten, men også kaldte Gud sin Fader og gjorde sig selv Gud lig. 19 Så svarede Jesus og sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen. 20 Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, ja endnu større gerninger end disse skal han vise ham, så I må undre jer. 21 Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil. 22 Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, 23 for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham. 24 Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. 25 Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve. 26 Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. 27 Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. 28 Undres ikke her over! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, 29 og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom. 30 Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig. 31 Er det kun mig selv, der vidner om mig, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. 32 Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt. 33 I har sendt bud til Johannes, og han har givet sandheden sit vidnesbyrd. 34 Dog, jeg henter ikke vidnesbyrdet fra et menneske; men dette siger jeg, for at I skal frelses. 35 Han var den brændende og skinnende lampe, og til en tid ville I fryde jer ved hans lys. 36 Men det vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes': de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har sendt mig. 37 Ja, Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig. Hans røst har I aldrig hørt, ej heller har I set hans skikkelse, 38 og hans ord har I ikke blivende i jer; thi den, som han sendte, ham tror I ikke. 39 I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig. 40 Og dog vil I ikke komme til mig for at få liv. 41 Ære fra mennesker tager jeg ikke imod; 42 men jeg kender jer, at I ikke har Guds kærlighed i jer. 43 Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod. 44 Hvordan skulle I kunne tro, I, som tager imod ære af hverandre, men den ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke. 45 Tænk ikke, at det er mig, der vil anklage jer hos Faderen; der er en, som anklager jer, Moses, som I har sat jeres håb til. 46 Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet. 47 Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?« |