Johannesevangeliet 8 1 men Jesus gik ud til Oliebjerget. 2 Og tidligt om morgenen vendte han tilbage til helligdommen, og alt folket kom til ham, og han satte sig og lærte dem. 3 Og de skriftkloge og farisæerne kommer med en kvinde, som var grebet i hor, og stiller hende frem i midten. 4 De siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor. 5 I loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger nu du?« 6 Dette sagde de for at stille en fælde for ham, så de kunne få noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev på jorden med sin finger. 7 Da de nu blev ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende!« 8 Så bøjede han sig igen ned og skrev på jorden. 9 Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, de ældste først; og han blev alene tilbage med kvinden, som stod der i midten. 10 Da rettede Jesus sig op og sagde til hende: »Kvinde! hvor er de andre? Var der ingen, som fordømte dig?« 11 Hun svarede: »Nej, Herre! ingen!« Da sagde Jesus,: »Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere!« 12 Jesus talte nu atter til dem og sagde: »Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« 13 Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv, dit vidnesbyrd er ikke gyldigt!« 14 Jesus svarede og sagde til dem: »Om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd dog gyldigt, thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvorhen jeg går; men I ved ikke, hvorfra jeg kommer, eller hvorhen jeg går. 15 I dømmer efter det udvortes, jeg dømmer ingen. 16 Men om jeg også dømmer, er min dom ret, thi jeg er ikke ene om den, men sammen med mig er han, som sendte mig. 17 Der står også skrevet i jeres lov, at hvad to mennesker vidner, er gyldigt. 18 Om mig aflægger jeg selv vidnesbyrd, og også Faderen, som sendte mig, vidner om mig.« 19 De spurgte ham da: »Hvor er din Fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min Fader; hvis I kendte mig, ville I også kende min Fader.« 20 Disse ord talte Jesus ved tempelblokken, da han lærte i helligdommen; dog greb ingen ham, fordi hans time endnu ikke var kommet. 21 Han sagde så atter til dem: »Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, der kan I ikke komme.« 22 Da sagde jøderne: »Han vil vel ikke tage livet af sig, siden han siger: »Hvor jeg går hen, der kan I ikke komme?« 23 Og han sagde til dem: »I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden! 24 Derfor sagde jeg til jer, at I skal dø i jeres synder; thi hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.« 25 De spurgte ham da: »Hvem er du?« Jesus svarede dem: »Just det, som jeg siger jer! 26 Vel har jeg meget at sige om jer og dømme jer for; men han, som har sendt mig, er sanddru, og kun hvad jeg har hørt af ham, taler jeg til verden.« 27 De forstod ikke, at det var om Faderen, han talte til dem. 28 Da sagde Jesus: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg. 29 Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.« 30 Mens han talte således, kom mange til tro på ham. 31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, 32 og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.« 33 De svarede ham: »Vi er Abrahams slægt og har aldrig været nogens trælle; hvor kan du da sige: »I skal blive frie?« 34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: enhver, der gør synd, er syndens træl. 35 Men trællen bliver ikke bestandig i huset; sønnen bliver der bestandig. 36 Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie. 37 Jeg ved, at I er Abrahams slægt; men I søger at slå mig ihjel, fordi mit ord ikke har fremgang i jer. 38 Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; ligeså gør I det, som I har hørt af jeres fader.« 39 De svarede og sagde til ham: »Vor fader er Abraham.« Jesus sagde til dem: »Hvis I er Abrahams børn, gør så Abrahams gerninger. 40 Men nu søger I at slå mig ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Noget sådant har Abraham ikke gjort. 41 I gør jeres faders gerninger!« De sagde til ham: »Vi er ikke avlet i utugt; kun én fader har vi, det er Gud.« 42 Jesus svarede dem: »Var Gud jeres Fader, så ville I elske mig; thi fra Gud er jeg udgået og kom men, jeg er ikke kom men af mig selv, men han har sendt mig. 43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg taler? fordi I ikke kan høre mit ord. 44 I har Djævelen til fader, og I er vil lige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader. 45 Men mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden. 46 Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd? Når jeg siger sandhed, hvorfor tror I mig da ikke? 47 Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud.« 48 Jøderne svarede og sagde til ham: »Er det ikke med rette, vi siger, at du er en samaritaner og besat af en ond ånd?« 49 Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af nogen ond ånd, men jeg ærer min Fader, og I vanærer mig. 50 Selv søger jeg ikke min egen ære; der er En, som søger den, og som dømmer. 51 Sandelig, sandelig siger jeg eder: om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.« 52 Jøderne sagde til ham: »Nu ved vi da, at du er besat af en ond ånd; Abraham er død, profeterne ligeså, og dog siger du: »Om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke smage døden.« 53 Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som jo er død? Profeterne er også døde; hvem gør du dig selv til?« 54 Jesus svarede: »Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære, ham, om hvem I siger: »Han er vor Gud,« 55 skønt I aldrig har kendt ham; men jeg kender ham. Og hvis jeg ville sige: »Jeg kender ham ikke,« så ville jeg være en løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder fast ved hans ord. 56 Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.« 57 Da sagde jøderne til ham: »Du er ikke halvtreds år endnu, og du har set Abraham!« 58 Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: før Abraham blev til, er jeg.« 59 Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus skjulte sig og gik bort fra helligdommen. |