Josuabogen 2 1 Og Josva, Nuns Søn, sendte hemmelig to Mænd som Spejdere fra Sittim og sagde: Går hen, beser Landet og Jeriko; og de gik hen og kom ind i en Kvindes, en Skøges Hus, og hendes Navn var Rahab, og de lå der. 2 Da blev der sagt til Kongen af Jeriko således: Se i Nat er er komne Mænd hid af Israels Børn for at udforske Landet. 3 Da sendte Kongen af Jeriko Bud til Rahab og lod sige: Før de Mænd ud, som kom til dig, som kom til dit Hus; thi de ere komne til at udforske alt Landet. 4 Men Kvinden havde taget de to Mænd og skjult dem; og hun sagde således: Mændene kom til mig, men jeg vidste ikke, hvorfra de vare. 5 Og det skete, der de vilde lukke Porten, da det var mørkt, gik Mændene ud, jeg ved ikke, hvor de Mænd gik hen; forfølger dem snart, thi så skulle I nå dem. 6 Men hun havde ladet dem stige op på Taget og skjult dem under Hørstilkene, som vare udbredte af hende på Taget. 7 Og Mændene forfulgte dem på Vejen til Jordanen indtil Færgestederne, og; man lukkede Porten til, efter at de, som forfulgte dem, vare udgangne., 8 Og førend de havde lagt sig, gik hun op til dem på Taget, 9 og hun sagde til Mændene: Jeg ved, at Herren har givet eder Landet, og at Forfærdelse for eder er falden på os, og at Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt. 10 Thi, vi have hørt, at Herren udtørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare på hin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. 11 Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod består ydermere i nogen for i eders Ansigt; thi Herren eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og på Jorden nedentil. 12 Og nu, kære, sværger mig ved Herren, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn, 13 at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og fri vore Sjæle fra Døden. 14 , Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være i Stedet for eders til at dø, når I kun ikke kundgør denne vor Handel; og det skal ske, når Herren giver os Landet, da ville vi vise Miskundhed og Troskab imod dig. 15 Så lod hun dem ned ved et Reb igennem Vinduet; thi hendes Hus var ved Stadens Mur, og hun boede ved Muren. 16 Og hun sagde til dem: Går op paa Bjerget, at de, som forfølge eder, ikke skulle møde eder, og skjuler eder der i tre Dage, indtil de komme igen, som forfølge eder, og siden kunne I gå eders Vej. 17 Og Mændene sagde til hende: Vi ville være løste fra denne din Ed, som du kom os til at sværge: 18 Se, naar vi komme ind i Landet, da skal du binde denne Skarlagens Snor i Vinduet, igennem hvilket du har ladet os ned, og du skal samle til i Huset din Fader og din Mor og dine Brødre og din Faders ganske Hus; 19 og det skal ske, hver den, som går ud af dit Huses Døre udenfor, hans Blod skal være på hans Hoved, og vi skulle være uskyldige; men hver den, som er med dig i Huset, hans Blod skal være på vort Hoved, dersom der bliver lagt Hånd på ham. 20 Men dersom du kundgør denne vor Handel, da ville vi være løste fra den Ed, som du kom os til at sværge. 21 Og hun sagde: Det skal så være efter eders Ord, og hun lod dem gå, og de gik; og hun bandt den Skarlagens Snor i Vinduet. 22 Så gik de hen og kom på Bjerget og bleve der tre Dage, indtil de, som forfulgte dem, vendte tilbage; men Forfølgerne ledte på hele Vejen og fandt dem ikke. 23 Så vendte de to Mænd tilbage og gik ned ad Bjerget og for over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham alting, som havde rammet dem. 24 Og de sagde til Josva: Herren har givet alt Landet i vor Hånd, ja også alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for vort Ansigt. |