Josuabogen 5 1 Og det skete, der alle Amoriternes Konger, som boede på hin Side Jordanen imod Vesten, og alle Kananiternes Konger, som boede ved Havet, hørte, at Herren havde udtørret Jordanens Vande for Israels Børns Ansigt, indtil de kom over, da blev deres Hjerte mistrøstigt, og der var ikke ydermere Mod i dem for Israels Børns Ansigt. 2 På den Tid sagde Herren til Josva: Gør dig Stenknive og omskær Israels Børn igen anden Gang. 3 Da gjorde Josva sig Stenknive og omskar Israels Børn ved Araloths* Høj. 4 Og dette er Sagen, hvorfor Josva omskar dem: Alt Folket af Mandkøn, som var udgået af Ægypten, alt Krigsfolket var død i Ørken på Vejen, siden de gik ud af Ægypten. 5 Thi alt Folket, som udgik, var omskåret; men alt Folket, som var født i Ørken på Vejen, siden de udgik af Ægypten, havde de ikke omskåret. 6 Thi Israels Børn vandrede fyrretyve År i Ørken, indtil alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, de som ikke havde hørt Herrens Røst, så at Herren svor dem, at han ikke vilde lade dem se det Land, som Herren havde tilsvoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Mælk og Honning. 7 Og han oprejste deres Børn i deres Sted; dem omskar Josva, thi de havde Forhud, eftersom man ikke havde omskåret dem på Vejen. 8 Og det skete, der de vare færdige med at omskære alt Folket, da bleve de på deres Sted i Lejren, indtil de bleve karske. 9 Og Herren sagde til Josva: I Dag har jeg afvæltet Ægyptens Skændsel fra eder; og man kaldte samme Steds Navn Gilgal indtil denne Dag. 10 Og Israels Børn lejrede sig i Gilgal, og de holdt Påske den fjortende Dag i Måneden om Aftenen, på Jerikos slette Marker. 11 Og de åde af Landets Grøde fra anden Påskedag, nemlig usyrede Brød og ristede Aks, på selvsamme Dag. 12 Så holdt Mannaen op, anden Dag efter at de havde ædt af Landets Grøde, og Israels Børn havde ikke ydermere Manna; men de åde af Kanåns Lands nye Grøde i sammé År. 13 Og det skete, der Josva var ved Jeriko, at han opløftede sine Øjne og så, og se, en Mand stod lige imod ham og havde sit dragne Sværd i sin Hånd; og Josva gik til ham: og sagde til ham: Hører du os til eller vore Fjender 14 Og han sagde: Nej! men jeg er en Fyrste over Herrens Hær, nu kom jeg! Da faldt Josva på sit Ansigt til Jorden og tilbad og sagde til ham: Hvad taler min Herre til sin Tjener 15 Og Fyrsten over Herrens Hær sagde til Josva: Drag din Sko af din Fod, thi det Sted, som du står på, det er helligt; og Josva gjorde så. |