Klagesangene 1 1 Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt folkene før, men nu som en enke! Fyrstinden blandt lande er nu sat til at trælle. 2 Hun græder og græder om natten med tårer på kind; ingen af alle hendes elskere bringer hende trøst, alle vennerne sveg og blev hendes fjender. 3 Af trang og tyngende trældom udvandred Juda; blandt folkene sidder hun nu og finder ej ro, alle forfølgerne nåede hende midt i trængslerne. 4 Vejene til Zion sørger, uden højtidsgæster, alle hendes porte er øde, præsterne sukker, hendes jomfruer knuges af kvide, hun selv er i vånde. 5 Hendes avindsmænd er herrer, hendes fjender trygge, thi kvide fik hun af Herren for mængden af synder, hendes børn drog bort som fanger for fjendens åsyn. 6 Og bort fra Zions datter drog al hendes pragt; som hjorte, der ej finder græsning, blev hendes fyrster, de vandrede kraftløse bort for forfølgernes åsyn. 7 Jerusalem mindes den tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige ting fra fordums dage), i fjendehånd faldt hendes folk, og ingen hjalp, fjender så til og lo, fordi hun gik under. 8 Jerusalem syndede svart, blev derfor til afsky; hun foragtes af alle sine beundrere, de så hendes blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort. 9 Hendes urenhed pletter hendes slæb, hun betænkte ej enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min elendighed, herre, thi fjenden hoverer. 10 Avindsmænd bredte deres hånd over alle hendes skatte, ja, ind i sin helligdom så hun hedninger komme, hvem du havde nægtet adgang til din forsamling. 11 Alt hendes folk måtte sukke, søgende brød; de gav deres skatte for mad for at friste livet. Herre, se til og giv agt på, hvorledes jeg hånes! 12 Alle, som vandrer forbi, giv agt og se, om det gives en smerte som den, der er tilføjet mig, hvem Herren voldte harm på sin glødende vredes dag. 13 Fra det høje sendte han ild, der for ned i mine ben; han spændte et net for min fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både dag og nat. 14 Der vogtedes på mine synder, i hans hånd blev de flettet, de kom som et åg om min hals, han brød min kraft; Herren gav mig dem i vold, som, er mig for stærke. 15 Herren forkasted de vældige udi min midte, han indbød til fest på mig for at knuse mine unge, trådte persen til dom over jomfruen, Judas datter. 16 Derover græder mit øje, det strømmer med tårer, thi langt har jeg til en trøster, som kvæger min sjæl; mine børn er fortabt, thi fjenden er blevet for stærk. 17 Zion udrækker hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød Herren hans fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til afsky. 18 Herren, han er retfærdig, jeg modstod hans mund. Hør dog, alle I folkeslag, se min smerte! Mine jomfruer og unge mænd drog bort som fanger. 19 Mine elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine præster og ældste opgav ånden i byen, thi føde søgte de efter, men intet fandt de. 20 Se, herre, hvor jeg er i vånde, mit indre i glød, mit hjerte er knust i mit bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede sværdet og inde døden. 21 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig trøst. De hørte min ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den dag, du loved, dem gå det som mig! 22 Læg al deres ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til straf for al min synd! Thi mange er mine suk, mit hjerte er sygt. |