Lukasevangeliet 15 1 Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham. 2 Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« 3 Da fortalte han dem denne lignelse og sagde: 4 »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, forlader han så ikke de nioghalvfems i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde. 6 Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til den: »Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.« 7 Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse. 8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én drakme, tænder hun så ikke lys og fejer huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: »Glæd jer med mig; thi jeg har fundet den drakme, som jeg havde tabt.« 10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« 11 Han sagde også: »Der var en mand, som havde to sønner. 12 Den yngste af dem sagde til faderen: »Fader! giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.« Så skiftede han ejendommen imellem dem. 13 Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og rejste langt bort til et fremmed land og ødte dér sin formue i et udsvævende liv. 14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær hungersnød i det land; og han begyndte at lide nød. 15 Så gik han hen og holdt sig til hos en af borgerne dér i landet, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. 16 Og han ønskede at fylde sig med de bønner, som svinene åd; og ingen gav ham noget. 17 Men han gik i sig selv og sagde: »Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel. 18 Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, 19 jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!« 20 Og han stod op og gik til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham. 21 Og sønnen sagde til ham: »Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn« 22 Men faderen sagde til sine tjenere: »Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne; 23 og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! 24 Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.« Og de begyndte at være glade. 25 Men hans ældste søn var ude på marken. Da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. 26 Så kaldte han en af karlene til sig og spurgte, hvad der var på færde. 27 Han sagde til ham: »Din broder er kommen, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.« 28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans fader gik så ud og bad ham. 29 Men han svarede og sagde til sin fader: »Se, nu har jeg tjent dig så mange år, og jeg har aldrig overtrådt noget af dine bud, og mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. 30 Men da denne din søn kom, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, så slagtede du fedekalven til ham.« 31 Da sagde faderen til ham: »Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.« |