Lukasevangeliet 20 1 Og det skete em dag, mens han lærte folket i helligdommen og forkyndte evangeliet, da trådte ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de ældste hen til ham. 2 Og de spurgte ham og sagde: »Sig os, med hvad ret gør du dette, eller hvem er det, som har givet dig denne ret?« 3 Da svarede Jesus og sagde til dem: »Så vil jeg også gøre jer et spørgsmål, svar mig på det: 4 Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker?« 5 De talte indbyrdes om det og sagde: »Svarer vi: »Fra Himmelen«, så vil han spørge: »Hvorfor troede I ham ikke?« 6 Og svarer vi: »Fra mennesker«, så vil hele folket stene os, for det er overbevist om, at Johannes var en profet.« 7 Så svarede de, at de vidste ikke, hvorfra den var. 8 Da sagde Jesus til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvad ret jeg gør dette.« 9 Han begyndte nu at fortælle denne lignelse til folket: »Der var en mand, som plantede en vingård og lejede den ud til vingårdsmænd og drog udenlands for lange tider. 10 Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmændene, for at de skulle give ham hans del af vingårdens frugt; men vingårdsmændene slog løs på ham og sendte ham tomhændet bort. 11 Og han blev ved og sendte en anden tjener; men de slog også ham og hånede ham og sendte ham tomhændet bort. 12 Og han blev ved og sendte en tredje; men også ham kastede de ud efter at have slået ham til blods. 13 Da sagde vingårdens ejer: »Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min søn, den elskede; måske vil de undse sig for ham.« 14 Men da vingårdsmændene så ham, rådslog de med hverandre og sagde: »Det er arvingen, lad os slå ham ihjel, så tilfalder arven os«. 15 Og de slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel. Hvad mon nu vingårdens ejer vil gøre ved dem? 16 Han vil komme og gøre det af med de vingårdsmænd og give vingården til andre.« Da de hørte dette, sagde de: »Det ske aldrig!« 17 Men han så på dem og sagde: »Hvad betyder da det, der står skrevet: »Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten«? 18 Enhver, som falder på denne sten, vil slå sig fordærvet; men den, som den falder på, ham skal den knuse.« 19 Og de skriftkloge og ypperstepræsterne søgte at lægge hånd på ham i samme stund, men de frygtede for folket; thi de forstod godt, at det var om dem, han havde fortalt den lignelse. 20 Og de holdt øje ned ham og udsendte lurere, der anstillede sig, som om de var ærlige folk, for at fange ham i ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt. 21 Og de spurgte ham og sagde: »Mester! vi ved, at du taler og lærer ret og ikke kender til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej. 22 Har vi lov til at give kejseren skat eller ej?« 23 Men da han mærkede deres underfundighed, sagde han til dem: 24 »Vis mig en denar; hvis billede og indskrift bærer den?« De svarede: »Kejserens«. 25 Da sagde han til dem: »Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« 26 Og de var ikke i stand til at fange ham i ord i folkets påhør, men de undrede sig over hans svar og tav. 27 Nogle af saddukæerne, som jo nægter, at der er en opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: 28 »Mester! Moses har foreskrevet os, at hvis en har en gift broder, som dør barnløs, så skal han ægte enken og skaffe sin broder afkom. 29 Nu var der syv brødre; den første tog sig en hustru og døde barnløs. 30 Så tog den anden 31 og derefter den tredje hende, og på samme måde alle de syv; de døde uden at efterlade sig børn. 32 Til sidst døde også hustruen. 33 Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen? de har jo alle syv været gift med hende.« 34 Og Jesus sagde til dem: »Denne verdens børn tager til ægte og bortgiftes; 35 men de, som er agtet værdige til at få del i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes. 36 Thi de kan ikke mere dø; de er jo engles lige, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn. 37 Men at de døde opstår, har også Moses givet til kende i stedet om tornebusken, når han kalder Herren for Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. 38 Gud er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle er de levende for ham.« 39 Da svarede nogle af de skriftkloge og sagde: »Mester! du har talt vel;« 40 de turde nemlig ikke mere spørge ham om noget. 41 Så sagde han til dem: »Hvordan kan man sige, at Kristus er Davids søn? 42 David siger jo selv i Salmernes Bog: »Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, 43 til jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder.« 44 Altså kalder David ham »herre«, men hvorledes kan han så være hans søn?« 45 Og mens hele folket hørte på det, sagde han til sine disciple: 46 »Vogt jer for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange klæder og ynder at lade sig hilse på torvene og at have de fornemste sæder i synagogerne og at sidde øverst tit bords ved gæstebudene; 47 de, som opæder enkers bo og for et syns skyld beder længe; de skal få des hårdere dom.« |