Lukasevangeliet 20 1 En af de dage, Jesus talte i Templet og forkyndte for folket, skete der det, at ypperstepræsterne og de skriftlærde sammen med rådsherrerne gik til ham 2 og sagde: 'Sig os, hvilken myndighed kan du anføre for det, du foretager dig, og hvem har givet dig denne myndighed?' 3 Jesus svarede dem: 'Jeg vil også stille jer et spørgsmål: Sig mig, 4 Johannes' dåb - var den indstiftet fra Himmelen eller af mennesker?' 5 De drøftede det med hinanden: 'Hvis vi siger: "Fra Himmelen", vil han sige: "Hvorfor troede I ham så ikke?" 6 Og hvis vi siger: "Af mennesker" - vil hele folket stene os, da de er overbevist om, at Johannes var en profet.' 7 Så svarede de, at de ikke vidste, hvorfra. 8 Jesus sagde til dem: 'Så siger jeg heller ikke jer, hvorfra jeg har min myndighed til at gøre, som jeg gør.' 9 Jesus gav sig til at fortælle en lignelse for folket: 'En mand havde tilplantet en vinhave. Han bortforpagtede den til nogle vindyrkere og tog til udlandet på et længere ophold. 10 Til aftalt tid sendte han en tjener til forpagterne, for at de kunne aflevere afgiften af druerne til ham. Men forpagterne sendte manden tilbage, forslået og tomhændet. 11 Han sendte på ny en tjener; også ham pryglede de, og de hånede ham og jog ham tomhændet bort. 12 For tredje gang sendte han en mand af sted; også ham jog de ud hårdt kvæstet. 13 Vinhavens ejer sagde da: "Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den Elskede, de vil vel holde sig tilbage over for ham." 14 Men da forpagterne så sønnen, overlagde de sagen med hinanden og sagde: "Her har vi arvingen. Lad os slå ham ihjel, for at arven kan blive vor." 15 Og de jog ham ud af vinhaven og slog ham ihjel. Hvad vil nu vinhavens herre gøre ved dem? 16 Han vil komme og tilintetgøre disse forpagtere og overdrage haven til andre.' Da folket hørte det, sagde de: 'Det må ikke ske!' 17 Men Jesus så på dem og sagde: 'Hvad er da det, der står i Skriften: Den sten, som håndværkerne vragede, den blev hovedhjørnesten. 18 Den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, og falder den ned over nogen, knuser den ham.' 19 De skriftlærde og ypperstepræsterne søgte nu at få fat i Jesus med det samme, for de blev bange for folket; de forstod nemlig godt, at han med denne lignelse sigtede til dem. 20 Foreløbig holdt de øje med ham. De sendte nogle folk, der under foregivende af at mene det alvorligt skulle udspionere ham, for om muligt at få fat i en eller anden udtalelse, så han kunne blive udleveret til Rådet og til den romerske øvrighed. 21 De henvendte sig til ham og sagde: 'Mester, vi ved, at du taler og underviser efter den rette lære, du er upartisk og forkynder Guds Vej i sandhed. 22 Har vi lov til at give kejseren skat eller ej?' 23 Jesus gennemskuede deres list og sagde til dem: 24 'Vis mig en denar! Hvis billede og indskrift er det?' De sagde: 'Kejserens!' 25 Jesus sagde til dem: 'Så betal kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.' 26 De formåede ikke at gribe ham i nogen udtalelse, der var fældende i folkets øjne, og de beundrede hans svar og tav. 27 Så gik nogle saddukæere til ham. De benægter opstandelsen, og deres spørgsmål til ham var følgende: 28 'Mester, Moses har foreskrevet os, at hvis en mand har en bror, som dør og efterlader sig hustru, men ikke barn, så skal manden ægte sin afdøde brors hustru og oprejse afkom på sin brors vegne. 29 Nu var der syv brødre. Den første tog sig en hustru, men døde barnløs; 30 så giftede den anden 31 og derefter den tredje bror sig med hende, og så videre ,- alle syv ægtede hende og døde uden at efterlade sig børn. 32 Sidst døde konen. 33 Nu denne kone - i Opstandelsen, hvis kone bliver hun? Alle syv har haft hende til hustru!' 34 Jesus sagde til dem: 'I denne Verden indgår mennesker ægteskaber. 35 Men når man er kendt værdig til at få del i den Kommende Verden og de dødes Opstandelse, indgår man ikke ægteskaber. 36 Man kan heller ikke mere dø, man er som englene, man er Guds Barn, Barn af Opstandelsen. 37 At de døde opvækkes, har også Moses tilkendegivet på det sted om tjørnebusken, hvor han siger: "Jeg er Herren, Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud." 38 Gud er ikke Gud for nogle døde mennesker, men for levende; for ham lever de alle.' 39 Nogle af de skriftlærde sagde til ham: 'Mester, du talte ret!' 40 Og de vovede ikke mere at spørge ham om noget. 41 Men Jesus spurgte dem: 'Hvordan kan man sige, at Kristus er Davids Søn? 42 David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, 43 indtil jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder. 44 David kalder ham altså Herre, og hvordan kan han så være hans søn?' 45 Og i hele folkets påhør sagde Jesus til disciplene: 46 'Vogt jer for de skriftlærde, som gerne vil vandre rundt i lange gevandter og elsker at blive bukket for på torvene og sidde øverst i synagogerne og fornemst ved selskaberne, 47 de, som opæder enkernes ejendom og for et syns skyld beder lange bønner - de skal dømmes så meget hårdere.' |