Lukasevangeliet 23 1 Så rejste hele forsamlingen sig, og de førte ham for Pilatus. 2 De begyndte de at anklage ham og sagde: »Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.« 3 Så spurgte Pilatus ham og sagde: »Er du jødernes konge?« Han svarede og sagde til ham: »Du siger det selv.« 4 Men Pilatus sagde til ypperstepræsterne og til skarerne: »Jeg finder ingen skyld hos den mand.« 5 Men de blev ivrigere og sagde: »Han ophidser folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil.« 6 Da Pilatus hørte dette, spurgte han, om manden var galilæer, 7 og da han, fik at vide, at han var fra Herodes' område, sendte han ham til Herodes; for han var også i Jerusalem i de dage. 8 Da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang tid gerne villet se ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede på at se ham gøre et tegn. 9 Han gjorde ham nu adskillige spørgsmål; men Jesus svarede ham ikke. 10 Og ypperstepræsterne og de skriftkloge stod der og anklagede ham heftigt. 11 Men Herodes og hans krigsfolk hånede og spottede ham, og de kastede en prægtig kappe om ham og sendte ham så tilbage til Pilatus. 12 På den dag blev Herodes og Pilatus venner; før havde der nemlig været fjendskab imellem dem. 13 Så sammenkaldte Pilatus ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket 14 og sagde til dem: »I er kommet til mig med denne mand og har sagt, at han forleder folket til frafald; og se, jeg har nu forhørt ham i jeres påhør, men jeg har ikke fundet denne mand skyldig i noget af det, I anklager ham for. 15 Det har Herodes heller ikke, thi han har sendt ham tilbage til os. Se, han har altså intet gjort, som fortjener døden. 16 Derfor vil jeg give ham en revselse og så løslade ham.« 17 Han var nemlig nødt til at løslade dem en på højtiden. 18 Men de råbte alle sammen og sagde: »Bort med ham, men lad os få Barabbas løsladt!« 19 Det var en mand, der var kastet i fængsel på grund af et oprør, som havde været i byen, og på grund af mord. 20 Pilatus talte atter til dem, da han gerne ville løslade Jesus. 21 Men de råbte tilbage og sagde: »Korsfæst, korsfæst ham!« 22 Så sagde han til dem for tredje gang: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har ikke fundet ham skyldig i noget, som kan straffes med døden; derfor vil jeg revse ham og så løslade ham!« 23 Men de trængte på med stærke råb og forlangte, at han skulle korsfæstes; og deres råb sejrede. 24 Pilatus dømte, at deres krav skulle opfyldes; 25 han løslod den, de forlangte, ham, som var kastet i fængsel for oprør og mord; men Jesus prisgav han, så de kunne gøre med ham, som de ville. 26 Og da de førte ham bort, greb de fat i en mand, Simon fra Kyrene, som kom ude fra marken; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. 27 Og en stor mængde folk fulgte med ham, deriblandt kvinder, som jamrede og klagede over ham. 28 Da vendte Jesus sig om til dem og sagde: »I Jerusalems døtre! græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn! 29 Thi se, der skal komme dage, da man skal sige: »Salige er de ufrugtbare, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.« 30 Da skal man give sig til at sige til bjergene« »Fald over os!« og til højene: »Skjul os« 31 Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne?« 32 Desuden blev også to forbrydere ført ud for at henrettes sammen med ham. 33 Og da de var kommet til det sted, som kaldes »Hovedskal«, korsfæstede de ham dér tillige med forbryderne, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre side. 34 Men Jesus sagde: »Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.« Og de delte hans klæder imellem sig ved at kaste lod om dem. 35 Folket stod og så til; og rådsherrerne hånede ham også og sagde: »Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, hvis han er Guds Kristus, den udvalgte.« 36 Også soldaterne spottede ham; de gik hen og rakte ham eddike og sagde: 37 »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!« 38 Der var nemlig oven over ham sat en indskrift på græsk og latin og hebraisk: »Denne er jødernes konge. 39 Og en af forbryderne, som hang der, spottede ham: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« 40 Da tog den anden til orde og irettesatte ham og sagde: »Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom? 41 Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort.« 42 Og han sagde: »Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!« 43 Da svarede han ham: »Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.« 44 Det var nu ved den sjette time, og der blev mørke over hele landet indtil den niende time, 45 idet solen formørkedes. Og forhænget i templet flængedes midt igennem. 46 Og Jesus råbte med høj røst og sagde: »Fader! i dine hænder betror jeg min ånd;« og da han havde sagt det, udåndede han. 47 Men da høvedsmanden så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Det var i virkeligheden en retfærdig mand.« 48 Og alle skarerne som var strømmet sammen til dette skue og så, hvad der skete, slog sig for brystet og vendte hjem. 49 Men alle hans bekendte, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod langt borte og så på alt dette. 50 Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af rådet og en god og retfærdig mand, 51 som ikke havde samtykket i de andres råd og dåd, han var fra Arimatæa, en by i Jødeland, og han ventede Guds rige; 52 han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. 53 Så tog han det ned og svøbte det i et liglagen, og han lagde ham i en klippegrav, hvor endnu aldrig nogen havde ligget. 54 Det var beredelsesdag, og sabbaten stundede til. 55 Og de kvinder, som var kommet med ham fra Galilæa, fulgte efter og så graven, og hvorledes hans legeme blev lagt deri. 56 Så vendte de tilbage og tilberedte vellugtende salver og olier; men sabbaten over holdt de sig stille efter lovens bud. |