Lukasevangeliet 24 1 Men ved daggry på den første dag i ugen kom de til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. 2 Og de fandt stenen væltet bort fra graven. 3 Men da de gik derind, fandt de ikke Herren Jesu legeme. 4 Og da de stod rådvilde over for dette, se, da skete det, at der stod to mænd hos dem i strålende klædebon. 5 Da de blev forfærdede og bøjede deres ansigter mod jorden, sagde mændene til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? 6 Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde,« 7 at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« 8 Da kom de hans ord i hu. 9 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre. 10 Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, 11 men deres ord syntes dem at være løs tale, og de mødte dem med vantro. 12 Men Peter stod op og løb til graven; og da han kiggede derind, ser han ikke andet end linklæderne ligge der, og han gik hjem i undren over det, som var sket. 13 Og se, to af dem vandrede den samme dag til en landsby, som ligger tresindstyve stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus. 14 Og de talte med hinanden om alle disse tildragelser. 15 Medens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus selv kom hen til dem og fulgtes med dem. 16 Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. 17 Og han sagde til dem: »Hvad er det, I går og taler med hinanden om?« De standsede og så bedrøvede ud, 18 og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: »Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået der i disse dage?« 19 Han spurgte dem: »Hvad da?« De svarede ham: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; 20 og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. 21 Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. 22 Men også nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, 23 og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever. 24 Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.« 25 Da sagde han til dem: »Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! 26 Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?« 27 Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham. 28 Og da de nærmede sig landsbyen, som de gik til, lod han, søm han ville gå videre. 29 Men de nødte ham og sagde: »Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede.« Så gik han ind for at blive hos dem. 30 Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. 31 Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham; men så blev han usynlig for dem. 32 Og de sagde til hinanden: »Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?« 33 Så brød de op i samme stund og vendte tilbage til Jerusalem og fandt der de elleve og deres fæller forsamlede, 34 som sagde: »Herren er virkelig opstanden og set af Simon.« 35 Og selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. 36 Medens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og siger til dem: »Fred være med eder!« 37 Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. 38 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? 39 Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.« 40 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sine fødder. 41 Men da de af glæde herover stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: »Har I noget at spise her?« 42 Så gav de ham et stykke af en stegt fisk. 43 Og han tog det og spiste det i deres påsyn. 44 Da sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne. 46 Og han sagde til dem: »Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. 48 I skal være vidner om dette. 49 Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« 50 Så tog han dem med sig ud, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. 52 Da tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. 53 Og de var stadig i helligdommen og priste Gud. |