Lukasevangeliet 6 1 På den næstførste sabbat skete det, at han vandrede gennem en korn mark, og hans disciple plukkede aks og gned dem mellem deres hænder og spiste. 2 Men nogle af farisæerne sagde: »Hvorfor gør I noget, man ikke har lov til på en sabbat?« 3 Og Jesus svarede og sagde til dem: »Har I da ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne? 4 hvordan han gik ind i Guds hus og tog skuebrødene og spiste og også gav sine ledsagere deraf; skønt ingen uden præsterne har lov at spise dem.« 5 Og han sagde til dem: »Menneskesønnen er herre over sabbaten.« 6 En anden sabbat skete det, at han kom ind i synagogen og lærte. Der var der en mand, hvis højre hånd var vissen. 7 Og de skriftkloge og farisæerne holdt øje med ham, om han ville helbrede på sabbaten for at finde noget at anklage ham for. 8 Men han kendte deres tanker og sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og træd frem her midt iblandt os!« Og han stod op og trådte frem. 9 Så sagde Jesus til dem: »Jeg spørger jer, har man lov at gøre godt på sabbaten eller gøre ondt, at frelse liv eller ødelægge det?« 10 Og han så omkring på dem alle og sagde til manden: »Ræk din hånd frem!« Og da han gjorde det, blev hans hånd rask igen. 11 Men de blev opfyldt af raseri og talte med hverandre om, hvad de skulle gøre ved Jesus. 12 Så skete det i de dage, at han gik ud i bjergene for at bede; og han tilbragte natten i bøn til Gud. 13 Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig og udvalgte tolv af dem, som han også kaldte apostle: 14 Simon, som han også kaldte Peter, og Andreas, hans broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartolomæus 15 og Mattæus og Tomas og Jakob, Alfæus' søn, og Simon, som kaldes Zelotes', 16 og Judas, Jakobs søn, og Judas Iskariot, som blev forræder. 17 Sammen med dem gik han ned og blev stående på et jævnt sted, hvor der var en stor skare af hans disciple og en stor mængde af folk fra hele Judæa og Jerusalem og kysten ved Tyrus og Zidon; 18 de var kommet for at høre ham og blive helbredt for deres sygdomme. Også de, der var plaget af urene ånder, blev helbredt. 19 Og hele skaren søgte at røre ved ham, thi en kraft udgik fra ham og helbredte alle. 20 Og han fæstede sine øjne på sine disciple og sagde: »Salige er I, som er fattige, thi Guds rige er jeres. 21 Salige er I, som nu hungrer, thi I skal mættes. Salige er I, som nu græder, thi I skal le. 22 Salige er I, når folk hader jer og udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld. 23 På den dag skal I fryde jer og springe højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himmelen. Thi på samme måde gjorde deres fædre ved profeterne. 24 Men ve jer, I, som er rige, thi I har allerede fået jeres trøst. 25 Ve jer, I, som nu er mætte, thi I skal hungre. Ve jer, I, som nu ler, thi I skal sørge og græde. 26 Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer; thi på samme måde gjorde deres fædre ved de falske profeter. 27 Men til jer, som hører mig, siger jeg: elsk jeres fjender, gør godt imod dem, som hader jer; 28 velsign dem, som forbander jer, og bed for dem, som mishandler jer. 29 Slår nogen dig på den ene kind, så byd også den anden til; og tager nogen kappen fra dig, så nægt ham heller ikke kjortelen! 30 Giv enhver, som beder dig; og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage! 31 Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer! 32 Hvis I elsker dem, som elsker jer, hvad tak kan I vente for det? Syndere elsker jo også dem, som elsker dem. 33 Og hvis I gør godt imod dem, der gør godt imod jer, hvad tak kan I vente for det? Syndere gør jo det samme. 34 Og hvis I låner til dem, af hvem I håber at få igen, hvad tak kan I vente for det? Syndere låner jo også til syndere for at få lige så meget igen. 35 Nej, elsk jeres fjender, og gør godt, og lån uden at vente noget igen, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. 36 Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig. 37 Døm ikke, så skal I ikke dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes; tilgiv, så skal I få tilgivelse; 38 giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.« 39 Han sagde også til dem med en lignelse: »Kan en blind vel lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? 40 En discipel står ikke over sin mester; men enhver, som er udlært, skal være som sin mester. 41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? 42 Hvor kan du sige til din broder: »Broder! lad mig tage splinten ud, som er i dit øje,« du, som ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud, som er i din broders øje. 43 Der er jo ikke noget godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt. 44 Thi ethvert træ kendes på sin frugt; man samler jo ikke figener af tjørn, plukker heller ikke druer af en tornebusk. 45 Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd; thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 46 Men hvorfor kalder I mig »Herre, Herre!« når »I ikke gør, hvad jeg siger? 47 Enhver, der kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem hvem han ligner, skal jeg vise jer. 48 Han ligner en mand, der ville bygge et hus og gravede i dybden og lagde grundvolden på klippegrund; da der så kom oversvømmelse, og vandstrømmen styrtede imod det hus, kunne den ikke rokke det; thi det var bygget godt. 49 Men den, som hører og ikke handler efter det, han ligner en mand, der byggede et hus lige på jorden uden at lægge grundvold; og vandstrømmen styrtede imod det, og straks faldt det sammen, og dette hus sammenbrud blev stort.« |