Lukasevangeliet 8 1 Og det skete i tiden derefter, at han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham 2 og ligeledes nogle kvinder, som var blevet helbredt fra onde ånder og sygdomme; det var Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde ånder var faret ud, 3 og Johanna, der var gift med Herodes' husfoged Kuza, og Susanna og mange andre, som gik dem til hånde med det, de havde. 4 Da nu en stor skare samlede sig, og de kom dragende til ham fra den ene by efter den anden, sagde han med en lignelse: 5 »En sædemand gik ud for at så sin sæd. Og da han såede, faldt noget på vejen og blev trådt ned, og himmelens fugle åd det op. 6 Noget faldt på klippegrunden; og da det var vokset op, visnede det, fordi det ikke havde væde. 7 Og noget faldt imellem tidsler, og tidslerne voksede op sammen med det og kvalte det. 8 Og noget faldt i god jord, og det voksede op og bar hundrede fold frugt.« Da han havde sagt det, råbte han: »Den, som har øren at høre med, han høre!« 9 Så spurgte hans disciple ham, hvad den lignelse skulle betyde« 10 Og han sagde: »Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder; men de andre gives det i lignelser, for at de skal se og dog ingenting se, og høre og dog ingenting forstå«. 11 Men dette er lignelsens mening: Sæden er Guds ord. 12 Og de på vejen er dem, som hører det; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort af deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. 13 Og de på klippegrunden er dem, som tager imod ordet med glæde, når de hører det, men de lader det ikke slå rod; de tror kun til en tid og falder fra i fristelsens stund. 14 Men det, som faldt iblandt tidsler, det er dem, som har hørt det, men så går hen og kvæles under livets bekymringer og rigdom og nydelser og ikke bærer moden frugt. 15 Men det i den gode jord, det er dem, som hører ordet og gemmer det i et smukt og godt hjerte og bærer frugt i udholdenhed. 16 Ingen tænder et lys og skjuler det med et kar eller sætter det under en bænk; men man sætter det på en lysestage, for at de, som kommer ind kan se lyset. 17 Thi der er intet skjult, som ikke skal blive åbenbaret; ej heller er noget gemt hen, som ikke skal blive kendt og komme frem i lyset. 18 Agt derfor på, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.« 19 Og hans moder og brødre kom til ham, men de kunne ikke nå frem til ham for skaren. 20 Og det blev meldt ham: »Din moder og dine brødre står udenfor og ønsker at se dig.« 21 Men han svarede og sagde til dem: »Min moder og mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det.« 22 Og det skete en dag, at han gik om bord i en båd sammen med sine disciple og sagde til dem: »Lad os tage over til den anden side af søen!« Så lagde de fra land. 23 Og medens de sejlede, faldt han i søvn; og en stormbyge fo'r ned over søen, og båden begyndte at fyldes, så de var i fare. 24 De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester! mester! vi går under.« Da rejste han sig op og truede ad stormen og søens bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. 25 Og han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Men de fyldtes af frygt og undren og sagde til hverandre: »Hvem er dog han, siden han byder både over storm og sø, så de lyder ham?« 26 De sejlede nu ind til gadarenernes egn, som ligger lige over for Galilæa. 27 Og da han gik i land, kom en mand fra byen hen imod ham; han var besat af onde ånder og havde i lang tid ikke haft klæder på og ikke boet i et hus, men i gravene. 28 Da han fik øje på Jesus, råbte han op og faldt ned for ham og sagde med høj røst: »Lad mig i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! jeg beder dig om ikke at pine mig.« 29 Han var nemlig ved at byde den urene ånd fare ud af manden. Thi gang på gang havde den slæbt af sted med ham, og så havde de bundet ham med lænker og fodjern og holdt vagt over ham, men han sønderrev, hvad man bandt ham med, og blev af den onde ånd drevet ud i ørkenerne. 30 Men Jesus spurgte ham og sagde: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Legion«; thi mange onde ånder var faret i ham. 31 Og de bad ham om ikke at byde dem fare ned i afgrunden. 32 Nu gik der en hel flok svin på græs der på bjerget; og de bad ham om, at han ville tillade dem at fare i dem; det tillod han dem. 33 Da fo'r de onde ånder ud af manden og fo'r ind i svinene, og flokken styrtede ud over brinken ned i søen og druknede. 34 Men da svinehyrderne så det, som var sket, flygtede de og fortalte om det i byen og på landet. 35 Så gik folk ud for at se, hvad der var sket, og da de kom til Jesus, fandt de manden, af hvem de onde ånder var faret ud, siddende ved Jesu fødder, påklædt og ved sans og samling; og de blev grebet af frygt. 36 Men de, som havde set, hvordan den besatte var blevet helbredt, fortalte dem det. 37 Og alle folk fra gadarenernes egn bad ham om at gå bort fra dem; thi de var betaget, af stor frygt. Han gik så om bord i en båd for at vende tilbage igen. 38 Men manden, af hvem de onde ånder var faret ud, bad ham om at måtte være hos ham; men han sendte ham bort og sagde: 39 »Vend tilbage til dit hjem og fortæl, hvor store ting Gud har gjort imod dig!« Så gik han hen og forkyndte over hele byen, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham. 40 Da Jesus kom tilbage, tog skaren venligt imod ham; thi alle ventede på ham. 41 Og se, der kom en mand, som hed Jairus, og han var forstander for synagogen. Han faldt ned for Jesu fødder og had ham komme hjem til sig; 42 for han havde en eneste datter, omtrent tolv år gammel, og hun lå for døden. Men medens han gik derhen, trængte skarerne sig tæt ind på ham. 43 Og der var en kvinde, som havde lidt af svære blødninger i tolv år og havde brugt hele sin formue til læger uden at kunne blive helbredt af nogen. 44 Hun nærmede sig bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe og straks standsede hendes blødning. 45 Og Jesus spurgte: »Hvem var det, der rørte ved mig?« Da ingen ville være ved det, sagde Peter: »Mester! skarerne trykker og trænger dig jo.« 46 Men Jesus sagde: »Der var en, som rørte ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig.« 47 Da nu kvinden så, at det ikke var forblevet ubemærket, kom hun bævende og faldt ned for ham og fortalte i hele folkets påhør, hvad grunden var til, at hun havde rørt ved ham, og hvordan hun straks var blevet helbredt. 48 Men han sagde til hende: »Datter! din tro har frelst dig; gå bort med fred!« 49 Medens han endnu talte, kommer der en fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død; gør ikke mesteren ulejlighed mere!« 50 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Frygt ikke, tro kun, så skal hun blive frelst.« 51 Da han kom til huset, tillod han ingen andre at gå med ind end Peter og Johannes og Jakob og pigens fader og moder. 52 Og de græd alle og holdt dødsklage over hende; men han sagde: »Græd ikke! hun er ikke død, hun sover.« 53 Da lo de ad ham; for de vidste, at hun var død. 54 Men idet han tog hende ved hånden, råbte han og sagde: »Pige, stå op!« 55 Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod straks op; og han bød, at de skulle give hende noget at spise. 56 Og hendes forældre var ude af sig selv af undren; men han forbød dem at tale til nogen om det, der var sket. |