Lukasevangeliet 9 1 Og ham kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle de onde ånder og magt til at helbrede sygdomme. 2 Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og bringe lægedom; 3 og han sagde til dem: »Tag ikke noget med på vejen, hverken stav eller taske eller brød eller penge, ej heller skal nogen have to kjortler. 4 Og hvor I kommer ind i et hus, dér skal I blive, og derfra skal I drage videre. 5 Men hvis de ikke vil tage imod jer, så skal I gå bort fra den by, ja, ryste støvet af jeres fødder til vidnesbyrd imod dem.« 6 Så gik de ud og drog fra landsby til landsby og forkyndte evangeliet og helbredte syge alle vegne. 7 Da landsfyrsten Herodes hørte om alt det, som skete, vidste han ikke, hvad han skulle tænke; for nogle sagde: »Det er Johannes, som er opvakt fra de døde,« 8 men andre: »Det er Elias, der har vist sig,« og andre igen: »En af de gamle profeter er opstået.« 9 Men Herodes selv sagde: »Johannes har jeg ladet halshugge; hvem er så han, som jeg hører sådanne ting om?« Og han søgte at få ham at se. 10 Da apostlene vendte tilbage, fortalte de ham alt, hvad de havde udrettet. Og han, tog dem med sig og drog bort til en by ved navn Betsajda, for at de kunne være ene. 11 Men da skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds rige og helbredte dem, som trængte til lægedom. 12 Da nu dagen begyndte at hælde, kom de tolv hen og sagde til ham: »Få skaren til at gå bort, for at de kan gå hen til landsbyerne og gårdene her omkring og få husly og skaffe sig fødevarer; thi her er vi på et øde sted.« 13 Men han sagde til dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde: »Vi har ikke mere end fem brød og to fisk, hvis vi da ikke skal gå hen og købe mad til hele den mængde.« 14 Der var nemlig omtrent fem tusinde mænd. Så sagde han til sine disciple: »Få dem til at sætte sig ned i grupper, halvtreds i hver.« 15 Og de gjorde således og fik dem alle til at sætte sig ned. 16 Da tog han de fem brød og de to fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav dem til disciplene, for at de skulle byde dem rundt til skaren. 17 Og de spiste og blev alle mætte; og de stykker, der blev tilovers, blev opsamlet, tolv kurve i alt. 18 Engang, mens han bad på et ensomt sted, og disciplene var hos ham, skete det, at han spurgte dem og sagde: »Hvem siger skarerne, at jeg er?« 19 De svarede og sagde: »Johannes Døber; andre siger: Elias; og andre: En af de gamle profeter er opstået.« 20 Og han sagde til dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Da svarede Peter og sagde: »Guds Kristus«.« 21 Men han forbød dem strengt at sige dette til nogen. 22 Og han føjede til: »Menneskesønnen skal lide meget og vrages af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men på den tredje dag skal han opvækkes.« 23 Og han sagde til alle: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig; 24 thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal frelse det. 25 Thi hvad gavner det et menneske, om han har vundet hele verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? 26 Thi den, som skammer sig ved mig og mine ord, ham skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed. 27 Men jeg siger jer i sandhed: der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Guds rige.« 28 Omtrent otte dage efter at han havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. 29 Og det skete, medens han bad, da blev hans ansigts udseende et andet, og hans klædning blev blændende hvid. 30 Og se, to mænd samtalede med ham; det var Moses og Elias. 31 De kom til syne i herlighed og talte om hans bortgang, som han skulle fuldbyrde i Jerusalem. 32 Peter og de, som var med ham, var overvældede af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to mænd, som stod hos ham. 33 Og det skete, da disse var ved at skilles fra ham, at Peter sagde til Jesus: »Mester! det er godt, at vi er her; lad os bygge tre hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;« men han vidste ikke, hvad han selv sagde. 34 Mens han sagde dette, kom der en sky og overskyggede dem, og de blev forfærdede, da de kom ind i skyen. 35 Og fra skyen lød der en røst, som sagde: »Denne er min Søn, den udvalgte, hør ham! « 36 Og da røsten lød, var der ingen at se uden Jesus alene. Og, de tav stille med det, og intet af det, de havde set, fortalte de den gang til nogen. 37 Dagen efter, da de kom ned fra bjerget, skete det, at en stor skare kom ham i møde. 38 Og se, en mand i skaren råbte og sagde: »Mester! jeg beder dig, se til min søn; thi han er den eneste, jeg har. 39 Og se, en ånd griber ham, og pludselig giver han et skrig, og den slider i ham, så han fråder, og det er med nød og næppe, den slipper ham, sådan mishandler den ham. 40 Og jeg har bedt dine disciple om at uddrive den; men de kunne ikke.« 41 Da svarede Jesus og sagde: »Åh, du vantro og forvildede slægt! hvor længe skal jeg være hos jer og tåle jer? Kom herhen med din søn!« 42 Men endnu mens han gik derhen, rev og sled den onde ånd i ham. Da talte Jesus strengt til den urene ånd og helbredte drengen og gav ham tilbage til hans fader. 43 Og de blev alle slået af undren over Guds vældige magt. Da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine disciple: 44 »Hør og læg jer disse ord på sinde: Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold!« 45 Men de forstod ikke den tale, og det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det; dog frygtede de for at spørge ham om det, han havde sagt. 46 Og den tanke opkom iblandt dem, hvem af dem der vel var den største. 47 Men da Jesus kendte deres hjertes tanke, tog han et lille barn og stillede det hos sig. 48 Og han sagde til dem: »Den, der tager imod dette barn for mit navns skyld, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig; thi den, som er den mindste blandt jer alle, han er stor.« 49 Johannes tog til orde og sagde: »Mester! vi så en mand uddrive onde ånder i dit navn; og vi søgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os.« 50 Men Jesus sagde til ham: »I skal ikke hindre ham; thi den, som ikke er mod jer, er for jer.« 51 Da tiden for hans optagelse stundede til, holdt han sig stadig Jerusalem for øje som sin vandrings mål. 52 Og han sendte sendebud i forvejen; og på deres vandring kom de ind i en samaritanerlandsby for at skaffe ham husly. 53 Men folk dér ville ikke tage imod ham, fordi han var på vej til Jerusalem. 54 Da hans disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: »Herre vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem således som Elias gjorde?« 55 « Men han vendte sig og satte dem i rette og sagde: »I ved ikke, af hvad ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem«. 56 Så gik de til en anden landsby: 57 Og medens de vandrede på vejen, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« 58 Da sagde Jesus til ham: »Ræve har huler, og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.« 59 Og han sagde til en anden: »Følg mig!« Men denne svarede: »Giv mig lov til først at gå hen og begrave min fader.« 60 Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds rige!« 61 Der var også en anden, som sagde: »Jeg vil følge dig, Herre; men giv mig lov til først at sige farvel til dem hjemme.« 62 Men Jesus svarede ham: »Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.« |