Markusevangeliet 11 1 Da de nærmer sig til Jerusalem, til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sender han to af sine disciple af sted og siger til dem: 2 »Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks, når I kommer ind i den, finde et føl bundet, som endnu intet menneske har siddet på; løs det og kom med det. 3 Og hvis nogen spørger jer: »Hvorfor gør I det?« så skal I svare: »Herren har brug for det, og han sender det straks tilbage igen.« 4 Og de gik derhen og fandt føllet, der stod bundet uden for en port i gyden, og de begynder at løse det. 5 Og nogle af dem, som stod dér, sagde til dem: »Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!« 6 De svarede dem, sådan som Jesus havde sagt, og så lod de dem gøre det. 7 Og de kommer med føllet til Jesus og lægger deres kapper på det, og han satte sig på det. 8 Og mange bredte deres kapper på vejen, andre strøede kviste, som de havde skåret af på markerne. 9 Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna«! velsignet være han, som kommer i Herrens navn!« 10 Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer! Hosianna i det højeste!« 11 Derefter gik han ind i Jerusalem, ind i helligdommen, og da han havde set sig om overalt, og det allerede var henad aften, gik han sammen med de tolv ud til Betania. 12 Den næste dag, da de gik fra Betania, blev han sulten; 13 og da han langt borte så et figentræ, som havde blade, gik han derhen for om muligt at finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade; thi det var ikke figentid. 14 Da tog han til orde og sagde til det: »Aldrig i evighed skal nogen mere spise frugt af dig!« Og det hørte hans disciple. 15 Da de kommer til Jerusalem, gik han ind i helligdommen og begyndte at jage dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke. 16 Og han tillod ingen at bære deres sager igennem helligdommen. 17 Og han lærte og sagde til dem: »Står der ikke skrevet, at mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene? men I har gjort det til en røverkule.« 18 Det hørte ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de overlagde, hvordan de skulle få ham slået ihjel; de frygtede nemlig for ham, thi hele skaren var slået af forundring over hans lære. 19 Og når det blev aften, gik de ud, uden for byen. 20 Da de nu om morgenen gik forbi, så de, at figentræet var visnet fra roden af. 21 Peter huskede det, der var sket, og siger til ham: »Rabbi! se, det figentræ, du forbandede, er visnet.« 22 Jesus svarer og siger til dem: »Hav tro til Gud! 23 Sandelig siger jeg eder: den, der siger til dette bjerg: »Løft dig op og kast dig i havet, og ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det sker, som han siger, han skal få det opfyldt. 24 Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om tro, at I har fået det, så skal I få det. 25 Og når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget imod nogen, for at jeres Fader, som er i Himlene, også kan tilgive jer jeres overtrædelser. 26 Men hvis I ikke tilgiver, skal jeres Fader, som er i Himlene, heller ikke tilgive jeres overtrædelser.« 27 De kommer så igen til Jerusalem; og mens han gik omkring i helligdommen, kommer ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hen til ham. 28 De spurgte ham: »Med hvad ret gør du dette, eller hvem har givet dig retten til at gøre dette?« 29 Da svarede Jesus dem: »Jeg vil gøre jer et spørgsmål; svar mig på det, så skal jeg også sige jer, med hvad ret jeg gør dette. 30 Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker? Svar mig!« 31 De talte indbyrdes om det og sagde: »Svarer vi: »Fra Himmelen«, så vil han spørge: »Hvorfor troede I ham da ikke?« 32 Skal vi da svare: »Fra mennesker?« det turde de ikke for folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en profet. 33 De svarer så og siger til Jesus: »Vi ved det ikke.« Da siger Jesus til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvad ret jeg gør dette.« |