Markusevangeliet 12 1 Da begyndte han at tale til dem i lignelser: »Der var en mand, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands. 2 Da nu tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmændene, for at han af dem kunne få sin del af vingårdens frugter. 3 Men de greb ham og slog løs på ham og sendte ham tomhændet bort. 4 Derefter sendte han en anden tjener til dem; ham slog de i hovedet og hånede. 5 Så sendte han en til, ham slog de ihjel; og mange andre sendte han, nogle af dem slog de, andre dræbte de. 6 Nu havde han endnu én, en elsket søn; ham sendte han til sidst til dem i den tanke: »De vil undse sig for min søn.« 7 Men disse vingårdsmænd sagde til hverandre: »Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så tilfalder arven os.« 8 Og de greb ham og slog ham ihjel og slæbte ham ud af vingården. 9 Hvad vil nu vingårdens ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med vingårdsmændene og give vingården til andre. 10 Har I ikke også læst dette skriftord: »Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. 11 Fra Herren er dette kommet, og underfuldt er det for vore øjne.« 12 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for skaren; thi de forstod godt, at det var om dem, han havde fortalt den lignelse. Så lod de ham være og gik bort. 13 Derefter sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til ham, for at de skulle fange ham i ord. 14 Og de kommer og siger til ham: »Mester! vi ved, at du er sanddru og ikke ænser andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse, men lærer sandfærdigt om Guds vej. Har man lov til at give kejseren skat eller ej? Skal vi give eller ikke give?« 15 Men han gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: »Hvorfor stiller I fælde for mig? Ræk mig en denar, for at jeg kan se den.« 16 De rakte ham en, og han siger til dem: »Hvis er det billede og den indskrift?« De svarede ham: »Kejserens.« 17 Da sagde Jesus til dem: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undredes over ham. 18 Og der kommer nogle saddukæere« til ham de, som jo påstår, at der ikke er nogen opstandelse, og de stillede ham følgende spørgsmål: 19 »Mester! Moses har foreskrevet os, at hvis nogen har en broder, som dør og efterlader sig hustru, men ingen børn, så skal han ægte enken og skaffe sin broder afkom. 20 Nu var der syv brødre; den første tog sig en hustru, og ved sin død efterlod han sig ikke afkom. 21 Så tog den anden hende og døde, uden at der var afkom efter ham; og den tredje ligeså. 22 Ingen af de syv efterlod sig afkom. Sidst af dem alle døde også hustruen. 23 I opstandelsen, når de skal opstå, hvem af dem skal så have hende til hustru? De har jo alle syv været gift med hende.« 24 Jesus sagde til dem: »Viser dette ikke, at I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft? 25 Thi når de opstår fra de døde, så tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himlene. 26 Men hvad det angår, at de døde opvækkes, har I da ikke læst i Mose bog, i stedet om tørnebusken, hvordan Gud talte til ham og sagde: »Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?« 27 Han er ikke Gud for døde, men for levende; I er helt på vildspor.« 28 Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres ordskifte og lagt mærke til, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: »Hvilket bud er det første af alle?« 29 Jesus svarede: »Det første er: »Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én; 30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.« 31 Et andet er dette: »Du skal elske din næste som dig selv.« Noget andet bud større end disse gives ikke.« 32 Da sagde den skriftkloge til ham: »Rigtigt, mester, sandt er, hvad du sagde, at Han er én, og at der ikke er nogen anden end Ham. 33 Og at elske Ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske sin næste som sig selv, det er bedre end alle brændofre og slagtofre.« 34 Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Og ingen vovede mere at rette spørgsmål til ham. 35 Medens Jesus lærte i helligdommen, tog han til orde og spurgte: »Hvordan kan de skriftkloge sige, at Kristus er Davids søn? 36 David selv har jo ved Helligånden sagt« »Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.« 37 David selv kalder ham »herre«, hvordan kan han så være hans søn?« 38 Den store skare hørte ham gerne, og engang da han lærte, sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange klæder og lade sig hilse på torvene 39 og gerne vil sidde på de fornemste sæder i synagogerne og sidde øverst til bords ved gæstebuddene; 40 de, som opæder enkers bo og for et syns skyld beder længe, de skal få des hårdere dom.« 41 Derefter satte han sig lige over for tempelblokken og så på, hvordan folk lagde penge i blokken. Der var mange rige, som lagde meget deri. 42 Også en fattig enke kom og lagde to småmønter i, tilsammen så meget som en øre«. 43 Da kaldte han sine disciple til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken. 44 Thi de gav alle af deres overflod; men hun gav af sin fattigdom alt det, hun havde, hele sit eje.« |