Markusevangeliet 14 1 Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Og ypperstepræsterne og de skriftkloge pønsede på, hvordan de kunne gribe ham med list og få ham dræbt. 2 Thi de sagde: »Ikke på højtiden, for at der ikke skal blive uroligheder blandt folket.« 3 Medens han var i Betania, i Simon den Spedalskes hus, og sad til bords, kom der en kvinde, som havde en alabastkrukke med ægte, meget kostbar nardussalve; hun brød krukken i stykker og hældte salven ud over hans hoved. 4 Derover harmedes nogle og sagde til hverandre: »Hvad skal det til at ødsle sådan med salven? 5 Den salve kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og være givet til de fattige.« Og de overfusede hende. 6 Men Jesus sagde: »Lad hende være, hvorfor volder I hende bryderi? En god gerning har hun gjort imod mig. 7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre vel imod dem; men mig har I ikke altid. 8 Hun gjorde, hvad hun kunne; hun har forud salvet mit legeme til min jordefærd. 9 Sandelig siger jeg eder: hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende.« 10 Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. 11 Da de hørte det, blev de glade og lovede at give ham penge; og han pønsede på, hvordan han kunne få lejlighed til at forråde ham. 12 På den første af de usyrede brøds dage, da man slagtede påskelammet, siger hans disciple til ham: »Hvor vil du, at vi skal gå hen og træffe forberedelser til, at du kan holde påskemåltid?« 13 Så sender han to af sine disciple af sted og siger til dem: »Gå ind i byen, så skal I møde en mand, som bærer en vandkrukke; følg ham; 14 og hvor han går ind, der skal I sige til husherren: »Mesteren siger: Hvor er der et værelse til mig, hvor jeg kan holde påskemåltid sammen med mine disciple?« 15 Så vil han vise jer en stor sal ovenpå, opdækket og rede; der skal I berede det til os.« 16 Derpå gik hans disciple af sted og kom ind i byen og fandt det, sådan som han havde sagt dem; og de tilberedte påskemåltidet. 17 Da det nu var blevet aften, kommer han med de tolv. 18 Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus: »Sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig, en, som spiser med mig.« 19 De begyndte at blive bedrøvede og spørge ham, en efter en: »Det er dog vel ikke mig?« 20 Da sagde han til dem: »Det er en af jer tolv, ham, som dypper i fadet sammen med mig. 21 Thi Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.« 22 Og mens de spiste, tog han et brød, velsignede, brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.« 23 Og han tog en kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf. 24 Og han sagde til dem: »Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange. 25 Sandelig siger jeg eder, at jeg skal ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny i Guds rige.« 26 Efter at de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. 27 Så siger Jesus til dem: »I skal alle forarges på mig; thi der står skrevet: »Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes.« 28 Men efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.« 29 Da sagde Peter til ham: »Om så også alle forarges, så vil jeg dog ikke.« 30 Jesus siger til ham: »Sandelig siger jeg dig: i dag, i denne nat, før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange.« 31 Men han forsikrede endnu stærkere: »Selv om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Ganske det samme sagde også alle de andre. 32 Derefter kommer de til et sted, hvis navn er Getsemane; og han siger til sine disciple: »Sæt jer her, medens jeg beder.« 33 Så tager han Peter og Jakob og Johannes med sig, og han blev grebet af forfærdelse og gru. 34 Og han siger til dem: »Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg!« 35 Og han gik et lille stykke videre, faldt ned på jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, hvis det var muligt. 36 Og han sagde: »Abba« Fader! alt er muligt for dig; tag denne kalk fra mig; dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil.« 37 Og han kommer og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge én time? 38 Våg og bed, for, at I ikke skal falde i fristelse! ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.« 39 Og han gik atter bort og bad med de samme ord. 40 Og han vendte tilbage og fandt dem igen sovende; thi deres øjne var tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle svare ham. 41 Og han kommer tredje gang og siger til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok; timen er kommet; se, Menneskesønnen forrådes i synderes hænder. 42 Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær.« 43 Og straks, mens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv, og sammen med ham en skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. 44 Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: »Den, jeg kysser, ham er det; ham skal I gribe og føre ham bort under sikker bevogtning!« 45 Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: »Rabbi!« og han kyssede ham. 46 Så lagde de hånd på ham og greb ham. 47 Men en af dem, som stod der, drog sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. 48 Og Jesus tog til orde og sagde til dem: »Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig. 49 Dag efter dag var jeg hos jer i helligdommen og lærte, uden at I greb mig; men dette er sket, for at skrifterne skulle gå i opfyldelse.« 50 Og de forlod ham alle og flygtede. 51 Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over det blotte legeme; ham griber de fat i, 52 men han slap lagenet og flygtede nøgen. 53 Så førte de Jesus hen til ypperstepræsten; og dér forsamles alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge. 54 Og Peter fulgte ham i frastand helt ind i ypperstepræstens gård; dér sad han iblandt tjenerne og varmede sig ved ilden. 55 Ypperstepræsterne og hele rådet« søgt nu at skaffe vidnesbyrd mod Jesus for at få ham dømt til døden, men de fandt intet. 56 Mange kom ganske vist med falske vidnesbyrd mod ham, men vidnesbyrdene stemte ikke overens. 57 Og nogle stod frem med falsk vidnesbyrd imod ham og sagde: 58 »Vi har selv hørt ham sige: »Jeg vil nedbryde dette tempel, som er gjort med hænder, og på tre dage bygge et andet, som ikke er gjort med hænder.« 59 Men heller ikke på det punkt stemte deres vidnesbyrd overens. 60 Da rejste ypperstepræsten sig midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: »Har du intet at svare på det, de vidner imod dig?« 61 Men han tav og svarede intet. Ypperstepræsten spurgte ham igen og siger til ham: »Er du Kristus, den Højt lovedes Søn?« 62 Jesus sagde da: »Ja, jeg er; og I skal se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer.« 63 Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi mere med vidner? 64 I har selv hørt hans gudsbespottelse; hvad synes I?« Så fældede de alle den dom over ham, at han var skyldig til døden. 65 Og nogle gav sig til at spytte på ham, og de dækkede hans ansigt til og slog ham med knytnæver og sagde til ham: »Profetér!« Også retstjenerne slog ham med stokke. 66 Medens Peter nu var nedenfor i gården, kommer en af ypperstepræstens piger, 67 og da hun får øje på Peter, der sad og varmede sig ser hun hen på ham og siger: »Du var også sammen med nazaræeren, denne Jesus.« 68 Men han nægtede og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener;« og han gik ud i den ydre gård og da galede hanen«. 69 Og da pigen så ham, begyndte hun igen at sige til de omkringstående: »Han der er en af dem.« 70 Atter nægtede han det. Lidt efter sagde de omkringstående igen til Peter: »Sandelig, du er en af dem; du er jo også en galilæer.« 71 Da begyndte han at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om.« 72 I det samme galede hanen anden gang. Så kom Peter det ord i hu, som Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd. |