Markusevangeliet 3 1 Og han gik igen ind i en synagoge, og der var der en mand med en vissen hånd. 2 Og de holdt øje med ham, om han ville helbrede ham på sabbaten for at få noget at anklage ham for. 3 Han siger da til manden med den visne hånd: »Rejs dig op her midt iblandt os!« 4 Og han siger til dem: »Har man lov at gøre godt på sabbaten eller gøre ondt, at frelse liv eller slå ihjel?« Men de tav. 5 Da så han omkring på dem med vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse, og siger til manden: »Ræk din hånd frem!« og han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. 6 Så gik farisæerne bort og tog straks sammen med herodianerne den beslutning, at de ville slå ham ihjel. 7 Så drog Jesus med sine disciple bort til søen, og en stor mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa 8 og fra Jerusalem og fra Idumæa og landet på den anden side Jordan og fra egnen om Tyrus og Zidon kom de til ham i stor mængde, da de hørte, hvor store gerninger han gjorde. 9 Og han sagde til sine disciple, at en båd skulle holdes rede til ham af hensyn til folkeskaren, for at de ikke skulle trænge sig ind på ham. 10 Thi han helbredte mange, så alle de, som havde en eller anden lidelse, styrtede ind på ham for at røre ved ham. 11 Og når de urene ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og sagde: »Du er Guds Søn!« 12 Og han forbød dem meget strengt at røbe, hvem han var. 13 Og han går op i bjergene og kalder dem til sig, han selv ønskede at have med, og de kom til ham. 14 Og han indsatte tolv til at være hos ham, og for at han kunne udsende dem til at prædike 15 med magt til at uddrive de onde ånder. 16 Så indsatte han da de tolv, og han gav Simon tilnavnet Peter; 17 endvidere Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs broder; dem gav han navnet Boanerges, som betyder tordensønner; 18 og Andreas og Filip og Bartolomæus og Mattæus og Tomas og Jakob, Alfæus' søn, og Taddæus og Simon Kananæer 19 og Judas Iskariot, ham, som forrådte ham. 20 Da han kommer hjem, samles der igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at holde måltid. 21 Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at få fat på ham; thi de sagde: »Han er ude af sig selv.« 22 Og de skriftkloge, som var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebu,« og: »Det er ved hjælp af de onde ånders fyrste, han uddriver onde ånder.« 23 Da kaldte han dem til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan kan Satan uddrive Satan? 24 Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, kan det rige ikke bestå. 25 Og hvis et hjem er kommet i splid med sig selv, vil det hjem ikke kunne bestå. 26 Og hvis Satan har sat sig op imod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham. 27 Men ingen kan gå ind i den Stærkes hus og røve hans ejendele, uden han i forvejen har bundet den Stærke; først da kan han plyndre hans hus. 28 Sandelig siger jeg eder: alt skal tilgives menneskenes børn, synder og bespottelser, hvor meget de end spotter; 29 men den, som taler bespotteligt imod Helligånden, får i al evighed ingen tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.« 30 De havde jo sagt: »Han har en uren ånd.« 31 Og hans moder og hans brødre kommer, og de stod udenfor og sendte bud ind til ham for at kalde ham ud. 32 Og en skare sad omkring ham, og de siger til ham: »Se, din moder og dine brødre og dine søstre er her udenfor og spørger efter dig.« 33 Da svarer han dem og siger: »Hvem er min moder og mine brødre?« 34 Og han så omkring på dem, som sad rundt om ham, og han sagde: »Se, her er min moder og mine brødre. 35 Den, som gør Guds vilje, er min broder og søster og moder.« |