Markusevangeliet 5 1 Så kom de over til den anden side af søen, til gerasenernes egn. 2 Og straks da han gik i land fra båden, kom en mand ham i møde ud fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd 3 og holdt til i gravene, og ingen kunne længer binde ham, ikke engang med lænker. 4 Han havde nemlig tit været bundet med fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet over, og fodjernene havde han sprængt, og ingen kunne magte ham. 5 Og altid, nat og dag, var han i gravene og på bjergene, skreg og slog sig selv med sten. 6 Da han nu på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham 7 og skreg med høj røst og sagde: »Lad mig i fred, Jesus du den højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.« 8 Jesus havde nemlig lige sagt til ham: »Far ud af manden, du urene ånd!« 9 Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarer ham: »Legion« er mit navn; thi vi er mange.« 10 Og han bad ham meget om ikke at jage dem bort fra egnen. 11 Nu gik der en stor flok svin på græs der ved bjerget. 12 Da bad de ham og sagde: »Send os hen til svinene, så vi kan fare i dem.« 13 Det tillod han dem. Og de urene ånder fo'r ud og fo'r i svinene; og flokken der var omtrent to tusinde styrtede sig ud over brinken og ned i søen og druknede i søen. 14 Og svinehyrderne flygtede og fortalte om det i byen og på landet; og folk kom for at se, hvad det var, der var sket. 15 Og da de kommer til Jesus, ser de den besatte, ham, som havde haft legionen, sidde påklædt og ved sans og samling; og de blev grebet af frygt. 16 Og de der havde set, hvordan det var gået den besatte, og hvad der var sket med svinene, forklarede dem det. 17 Så begyndte de at bede ham om at gå bort fra deres enemærker. 18 Og da han gik om bord i båden, bad den, der havde været besat, om at han måtte blive hos ham. 19 Det gav han ham dog ikke lov til, men han siger til ham: »Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.« 20 Så gik han hen og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig. 21 Og da Jesus igen med båden var taget over til den anden bred, samledes der en stor folkeskare om ham, mens han stod ved søen. 22 Så kommer der en af synagogeforstanderne ved navn Jairus; og da han får øje på ham, falder han ned for hans fødder 23 og beder ham indtrængende og siger: »Min lille datter ligger på sit yderste; ville du blot komme og, lægge hænderne på hende, så hun kunne blive rask og leve!« 24 Og han gik med ham, og en stor skare fulgte ham, så der var trængsel om ham. 25 Og der var en kvinde, som havde lidt af svære blødninger i tolv år; 26 hun havde døjet meget af mange læger, og alt, hvad hun ejede, havde hun sat til, uden at hun var blevet hjulpet, det var snarere blevet værre med hende. 27 Hun havde hørt tale om Jesus og kom nu i skaren og rørte bagfra ved hans kappe. 28 Thi hun tænkte: »Hvis jeg får rørt, om det så kun er ved hans klæder, bliver jeg frelst.« 29 Og straks tørredes hendes blods kilde, og hun mærkede i sit legeme, at hun var blevet lægt for sin plage. 30 Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den kraft var udgået fra ham, vendte han sig om midt i skaren og sagde: »Hvem var det, der rørte ved mine klæder?« 31 Og hans disciple sagde til ham: »Du ser jo, hvordan skaren trænger sig om dig, og dog spørger du: »Hvem var det, der rørte ved mig?« 32 Og han så sig omkring for at få øje på hende, som havde gjort det. 33 Og kvinden kom frygtsom og bævende, da hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og sagde ham hele sandheden. 34 Men han sagde til hende: »Datter! din tro har frelst dig; gå bort med fred, og vær helbredt for din plage« 35 Medens han endnu talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død, hvorfor gør du mesteren ulejlighed mere?« 36 Men uden at ænse det ord, som blev sagt, siger Jesus til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!« 37 Og han tillod ingen andre at følge med sig end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs broder. 38 Da de nu kommer til synagogeforstanderens hus, og han ser en larmende flok, der græd og hylede meget, 39 går han ind og siger til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke dødt, det sover.« 40 Da lo de ad ham; men han jog dem alle ud, og han tager barnets fader og moder og sine ledsagere med sig og går ind, hvor barnet var. 41 Så tager han barnet ved hånden og siger til hende: »Talita kum!« det betyder: »Lille pige, jeg siger dig, stå op!« 42 Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev straks helt ude af sig selv af undren. 43 Og han forbød dem strengt at lade nogen få dette at vide, og sagde, at de skulle give hende noget at spise. |