Markusevangeliet 6 1 Så gik han bort derfra og kommer til sin fædrene by, og hans disciple følger ham. 2 Og da det blev sabbat, begyndte han at lære i synagogen, og de mange, som hørte ham, blev slået af forundring og sagde: »Hvorfra har han dog alt dette, og hvad er det for en visdom, han har fået? og hvilke undergerninger der dog sker ved hans hænder! 3 Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Josef og Judas og Simon? Og bor ikke hans søstre her hos os?« Og de forargedes på ham. 4 Da sagde Jesus til dem: »Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin fædrene by og blandt sine slægtninge og i sit hjem.« 5 Og han kunne ikke gøre nogen undergerning der; kun lagde han hænderne på nogle få syge og helbredte dem. 6 Og han undrede sig over deres vantro. Så vandrede han omkring i de omliggende landsbyer og lærte. 7 Og han kalder de tolv til sig og begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem magt over de urene ånder. 8 Og han bød dem, at de ikke skulle tage andet med på vejen end en stav, ikke brød, ikke taske, ikke kobber i bæltet, 9 men de skulle have sandaler på, og: »Tag ikke to kjortler på!« 10 Og han sagde til dem: »Hvor I kommer ind i et hus, der skal I blive, indtil I drager videre. 11 Og hvis man på et sted ikke tager imod jer og ikke hører jer, så gå bort derfra og afryst støvet under jeres fødder til vidnesbyrd for dem.« 12 Og de gik ud og prædikede, at man skulle omvende sig. 13 Og de uddrev mange onde ånder og salvede mange syge med olie og helbredte dem. 14 Og kong Herodes hørte om ham, thi hans navn var blevet kendt, og man sagde: »Johannes Døber er opvakt fra de døde, og derfor virker underfulde kræfter i ham;« 15 andre sagde: »Det er Elias,« og andre igen: »Det er en profet ligesom de andre profeter.« 16 Men da Herodes hørte det, sagde han: »Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er opstået.« 17 Herodes havde nemlig selv sendt folk ud og ladet Johannes gribe og lænke og kaste i fængsel for sin broder Filips hustru Herodias' skyld; thi hende havde Herodes taget til ægte, 18 og Johannes havde så sagt til ham: »Du har ikke lov at have din broders hustru.« 19 Herodias bar derfor nag til ham og ville gerne have ham slået ihjel, men havde ikke magt til det. 20 Thi Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, og han holdt hånden over ham; og når han hørte ham, var han meget tvivlrådig; dog ville han gerne høre ham. 21 Så kom der en belejlig dag, da Herodes på sin fødselsdag gjorde et gæstebud for sine højeste embedsmænd og hærførere og de fornemste folk i Galilæa. 22 Da kom selve Herodias' datter ind og dansede; og hun behagede Herodes og gæsterne. Og kongen sagde til pigen: »Forlang af mig, hvad du vil, så skal jeg give dig det.« 23 Og han gav hende sin ed på det og sagde: »Hvad du end forlanger, vil jeg give dig, lige til halvdelen af mit rige.« 24 Så gik hun ud og spurgte sin moder: »Hvad skal jeg forlange?« Hun sagde: »Johannes Døbers hoved.« 25 Og straks skyndte hun sig ind til kongen og kom frem med sit forlangende: »Jeg ønsker, at du nu med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.« 26 Og skønt kongen blev meget bedrøvet, ville han dog af hensyn til sine eder og til gæsterne ikke give hende et afslag. 27 Og kongen sendte straks en af livvagten af sted med ordre til at bringe hans hoved. Og han gik hen og halshuggede ham i fængselet, 28 og han bragte hans hoved på et fad og gav det til den unge pige, og hun gav det til sin moder. 29 Men da hans disciple hørte det, kom de og tog hans lig og lagde det i en grav. 30 Og apostlene samler sig om Jesus, og de fortalte ham om alt, hvad de havde udrettet, og hvad de havde lært folk. 31 Og han siger til dem: »Kom I nu med til et øde sted, så I kan være ene og hvile jer lidt;« thi der var mange, som kom og gik, og de havde ikke engang ro til at spise. 32 Så tog de med båden bort til et øde sted, hvor de kunne være ene. 33 Men mange så, dem tage bort og kendte dem, og fra alle byerne strømmede de sammen derhen til fods og kom før dem. 34 Da han nu gik i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de var som får, der ingen hyrde har«. Og han begyndte at lære dem mange ting. 35 Og da det allerede var blevet sent, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. 36 Få dem til at gå bort, for at de kan gå hen i gårdene og landsbyerne her omkring og købe sig noget at spise.« 37 Men han svarede og sagde til dem: »Giv I dem noget at spise!« De siger til ham: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød og give dem at spise?« 38 Han spørger dem: »Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!« Og da de havde gjort det, siger de: »Fem og desuden to fisk.« 39 Så bød han dem at få alle til at sætte sig gruppevis ned på det grønne græs. 40 Og de lejrede sig flok ved flok, nogle på hundrede og nogle på halvtreds. 41 Da tog han de fem brød og to fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, brød så brødene og gav dem til disciplene, for at de kunne byde dem rundt; også de to fisk delte han ud til dem alle. 42 Og de spiste alle og blev mætte. 43 Og af levninger også fra fiskene samlede man tolv kurve fulde. 44 De, som havde spist brødene, var fem tusinde mænd. 45 Og straks nødte han sine disciple til at gå i båden og i forvejen sejle over til den anden bred, til Betsajda, mens han selv fik folkeskaren til at gå bort « 46 Og da han havde taget afsked med dem, gik han op i bjergene for at bede. 47 Da det blev aften, var båden midt på søen og han alene på landjorden. 48 Og da han så, at de måtte slide hårdt med at ro for de havde vinden imod sig kommer han ved fjerde nattevagt til dem, vandrende på søen; og han ville til at gå forbi dem. 49 Men da de så ham komme vandrende på søen, mente de, at det var et spøgelse, og de skreg højt. 50 Thi de havde alle set ham og var blevet forfærdede. Men i det samme talte han med dem og siger til dem: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« 51 Så steg han op i båden til dem, og vinden lagde sig; og de undrede sig ved sig selv over al måde. 52 Thi de var ikke blevet klogere af det, som var sket med brødene, men deres hjerte var forhærdet. 53 Efter at de så var nået over søen til den anden bred, kom de til Genezaret og lagde til der. 54 Og straks da de var gået fra borde, kendte folk ham. 55 Og de løb omkring i hele den egn og begyndte at bringe de syge på deres senge hen, hvor de hørte, han var. 56 Og hvor som helst han gik ind i landsbyer eller byer eller gårde, lagde man de syge på åbne pladser og bad ham om lov til blot at røre ved kvasten på hans kappe; og alle de, som rørte ved ham, blev helbredt. |