Markusevangeliet 9 1 Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg eder: der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser, at Guds rige er kommet med kraft.« 2 Seks dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem op på et højt bjerg; hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for deres øjne. 3 Og hans klæder blev så strålende, blændende hvide, som ingen blegemand på jorden kan gøre dem. 4 Og Elias tillige med Moses viste sig for dem og samtalede med Jesus. 5 Da tager Peter til orde og siger til Jesus: »Rabbi«! det er godt, at vi er her; lad os bygge tre hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias.« 6 Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige; thi de var blevet helt forfærdede. 7 Da kom der en sky og overskyggede dem; og en røst lød fra skyen: »Denne er min Søn, den elskede, hør ham! « 8 Men med ét, da de så sig omkring, kunne de ikke mere se nogen uden Jesus alene hos dem. 9 Medens de nu gik ned fra bjerget, bød han dem, at de ikke, før Menneskesønnen var opstået fra de døde, måtte fortælle nogen, hvad de havde set. 10 Det ord mærkede de sig og drøftede indbyrdes, hvad det var at opstå fra de døde. 11 Og de spurgte ham og sagde: »Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias først må komme?« 12 Da sagde han til dem: »Elias kommer først og genopretter alt; og hvordan står der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og blive foragtet. 13 Men jeg siger jer, at Elias er kommen, og de har gjort ved ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham.« 14 Da de nu kom hen til disciplene, så de, at en stor skare stod omkring dem, og at nogle skriftkloge var i ordstrid med dem. 15 Og straks da hele skaren så ham, blev de grebet af ærefrygt og løb hen og hilste ham. 16 Og han spurgte dem: »Hvad er det, I strides med dem om?« 17 En mand af skaren svarede ham: »Mester! jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, der gør ham stum. 18 Og når som helst den tager magten over ham, kaster den ham om, og han fråder og skærer tænder og stivner; og jeg har sagt til dine, disciple, at de skulle uddrive den, men de magtede det ikke.« 19 Da svarede han dem, og sagde: »Åh, du vantro slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer? før ham herhen til mig!« 20 Så førte de ham hen til ham, og da han fik øje på Jesus, sled ånden straks i ham, og han faldt om på jorden og væltede sig og frådede. 21 Jesus spurgte da hans fader: »Hvor lang tid har han haft det sådan?« Han sagde: »Fra barndommen af; 22 og den har tit kastet ham både i ild og vand for at tage livet af ham; men hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os!« 23 Men Jesus sagde til ham: »Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror.« 24 Straks råbte drengens fader og sagde: »Jeg tror, hjælp min vantro!« 25 Men da Jesus så, at skaren stimlede sammen, talte han strengt til den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd! jeg byder dig, far ud af ham og far ikke mere ind i ham!« 26 Da skreg den og sled meget i drengen og fo'r ud, og han blev som død, så de fleste sagde: »Han er død.« 27 Men Jesus tog ham ved hånden og rejste ham op; og han stod op. 28 Da Jesus nu var kommen ind i et hus, spurgte hans disciple ham i enrum: »Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?« 29 Han svarede dem: »Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste.« 30 Så brød de op derfra og vandrede gennem Galilæa; og han ville ikke, at nogen skulle vide det. 31 Thi han lærte sine disciple og sagde til dem: »Menneskesønnen skal gives i menneskers vold, og de skal slå ham ihjel; og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.« 32 Men de forstod ikke den tale, og de turde ikke spørge ham. 33 Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommen hjem, spurgte han dem: »Hvad var det, I talte sammen om på vejen?« 34 Men de tav; thi de havde på vejen talt med hverandre om, hvem der var den største. 35 Da satte han sig ned og kaldte på de tolv og siger til dem: »Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles tjener.« 36 Og han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i favn og sagde til dem: 37 »Den, der tager imod sådan et lille barn for mit navns skyld, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men imod ham, som udsendte mig.« 38 Johannes sagde til ham: »Mester! vi så en mand, som ikke slutter sig til os, uddrive onde ånder i dit navn; og vi søgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os.« 39 Men Jesus sagde: »I skal ikke hindre ham; thi der er ingen, som gør en undergerning i mit navn og snart efter kan tale ondt om mig. 40 Thi den, som ikke er imod os, er for os. 41 Ja, den, som giver jer et bæger vand at drikke af den grund, at I hører Kristus til, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn. 42 Og den, der forarger en af disse små, som tror, ham var det bedre, at der var lagt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet. 43 Og hvis din hånd forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet end at fare til Helvede til den uudslukkelige ild med begge hænder i behold. 44 hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes. 45 Og hvis din fod forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at kastes i Helvede med begge fødder i behold. 46 hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes. 47 Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, 48 hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes. 49 Thi enhver skal saltes med ild og ethvert offer skal saltes med salt. 50 Salt er en god ting; men hvis saltet bliver saltløst, hvormed vil I så give det kraft igen? I skal have salt i jer selv og holde fred med hverandre!« |