Mattæusevangeliet 12 1 På den tid vandrede Jesus på en sabbat gennem en kornmark; og hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og spise. 2 Men da farisæerne så det, sagde de til ham: »Se, dine disciple gør noget, man ikke har lov at gøre på en sabbat.« 3 Da sagde han til dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne? 4 hvordan han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, som hverken han eller hans ledsagere, men kun præsterne havde lov at spise? 5 Eller har I ikke læst i loven, at på sabbaterne vanhelliger præsterne sabbaten i helligdommen uden at pådrage sig skyld? 6 Og jeg siger jer, at her er det, som er større end helligdommen. 7 Hvis I havde forstået, hvad det ord betyder: »Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer,« havde I ikke fordømt de skyldfri. 8 Thi Menneskesønnen er herre over sabbaten.« 9 Så gik han videre derfra og kom ind i deres synagoge. 10 Og se, der var en mand med en vissen hånd. Og for at få noget at anklage Jesus for spurgte de ham og sagde: »Har man lov til at helbrede på sabbaten?« 11 Men han sagde til dem: »Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbaten falder i en grav? 12 Hvor meget mere værd er dog ikke et menneske end et får? Altså har man lov at gøre godt på sabbaten.« 13 Så siger han til manden: »Ræk din hånd frem!« og han rakte den frem, og den blev rask igen som den anden. 14 Da gik farisæerne bort og tog den beslutning, at de ville slå ham ihjel. 15 Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle. 16 Men han forbød dem strengt at røbe, hvem han var, 17 for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, som siger: 18 »Se, min tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min sjæl har velbehag; på ham vil jeg lægge min ånd, og han skal forkynde ret for folkene. 19 Han skal ej kives og ej skrige, og ingen skal høre hans røst på gaderne. 20 Han skal ikke bryde et knækket rør og ikke slukke en rygende tande, indtil han får retten ført frem til sejr. 21 Og på hans navn skal folkene håbe.« 22 Da blev en besat, som var både blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så den stumme kom til at tale og se. 23 Og alle folkeskarerne var ude af sig selv af forundring og sagde: »Mon han dog ikke er Davidssønnen?« 24 Men da farisæerne hørte det, sagde de: »Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder.« 25 Da han kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde; og ingen by og intet hjem, der er kommet i splid med sig selv, kan bestå. 26 Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i splid med sig selv; hvorledes kan hans rige da bestå? 27 Og hvis jeg uddriver onde ånder ved Beelzebul, ved hvis hjælp uddriver så jeres egne tilhængere dem? Derfor skal de være jeres dommere. 28 Men hvis det er ved Guds ånd, jeg uddriver onde ånder, så er jo Guds rige kommet til jer. 29 Eller hvordan kan nogen gå ind i den Stærkes hus og røve hans ejendele, uden at han først binder den Stærke? Så kan han plyndre hans hus. 30 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder. 31 Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod ånden skal ikke tilgives. 32 Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende. 33 Enten er et træ godt, og så er også dets frugt god, eller et træ er dårligt, og så er også dets frugt dårlig; thi træet kendes på frugten. 34 I øgleunger! hvordan kan I tale godt, når I er onde? Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. 36 Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. 37 Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.« 38 Da tog nogle af de skriftkloge og farisæerne til orde og sagde til ham: »Mester! vi vil gerne se dig gøre et tegn.« 39 Men han svarede og sagde til dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas' tegn. 40 Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød. 41 Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas' prædiken; og se, her er mere end Jonas. 42 Dronningen fra Syden skal ved dommen rejse sig sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi hun kom fra jordens fjerneste egne for at høre Salomons visdom; og se, her er mere end Salomon. 43 Men når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke. 44 Så siger den: »Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af;« og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet. 45 Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig dér; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første. Således skal det også gå denne onde slægt.« 46 Mens han endnu talte til folkeskarerne, se, da stod hans moder og hans brødre udenfor og søgte at få ham i tale. 47 (Da sagde en til ham: »Se, din moder og dine brødre står udenfor og søger at få dig i tale.«) 48 Men han svarede og sagde til den, der fortalte ham det: »Hvem er min moder, og hvem er mine brødre?« 49 Så rakte han sin hånd ud over sine disciple og sagde: »Se, her er min moder og mine brødre! 50 Thi enhver, der gør min himmelske Faders vilje, han er min broder og søster og moder.« |