Mattæusevangeliet 2 1 Jesus blev født under kong Herodes i byen Betlehem i Judæa. Og da ankom nogle stjerneforskere fra østen til Jerusalem 2 og spurgte efter den nyfødte konge over Juda, for, sagde de: 'Vi har iagttaget hans stjerne i opgang, og vi er rejst hertil for at frembære vor hyldest for ham. 3 Kong Herodes blev underrettet. Han blev forfærdet, og forfærdelsen bredte sig til hele Jerusalem. 4 Han lod landets mest fremtrædende præster og lærde tilkalde for hos dem at skaffe sig at vide, hvor Kristus skulle fødes. 5 De svarede: 'I Betlehem i Judæa, for hos profeten står der: Og du, Betlehem i Juda Land, ingenlunde ringest af adel i Juda! Fra dig skal udgå den Ædle, han skal vogte mit folk Israel. 6 Derefter kaldte Herodes hemmeligt stjerneforskerne til sig. 7 Han udspurgte dem om det nøjagtige tidspunkt for stjernens tilsynekomst 8 og sendte dem så til Betlehem. 'Rejs derned' sagde han,' og foretag omhyggelige undersøgelser angående barnet, og når I har fundet det, send så bud til mig, for at jeg også kan komme og hylde det.' 9 De stjernekyndige begav sig af sted efter kongens anvisning, og virkelig: Den stjerne, de havde set i opgang, vejledte dem, indtil den stod i den rette stilling over det sted, hvor barnet var. 10 Da de så stjernen, blev de overvældende glade. 11 De gik ind i huset, og der var barnet hos sin mor Maria, og de faldt på knæ for det og hyldede det, og de åbnede for deres kister og bredte deres kostbare gaver ud for barnet - guld, røgelse og myrra. 12 Og da Gud i en drøm havde advaret dem imod at vende tilbage til kong Herodes, rejste de ad en anden vej tilbage til deres land. 13 Da stjerneforskerne var taget af sted, havde Josef atter en drøm. Herrens Engel står foran ham og siger: 'Stå op og flygt til Ægypten med barnet og dets mor og bliv der, indtil jeg taler til dig igen. Herodes er ved at sætte en eftersøgning i gang efter barnet for at slå det ihjel!' 14 Josef stod op og forlod samme nat landet med barnet og dets mor. 15 De tog til Ægypten, og der blev de, indtil Herodes var død. Således gik Ordet fra Herren i opfyldelse, sådan som profeten siger det: "Fra Ægypten kaldte jeg min Søn!" 16 Herodes indså, at han var bleven holdt for nar af stjerneforskerne, og han blev meget vred. I sin vrede lod han alle drenge i Betlehem og omegn på to år og derunder slå ihjel - alderen beregnet efter det tidspunkt, han havde skaffet sig at vide gennem stjerneforskerne. 17 Og da blev Jeremias' profetiske Ord opfyldt: 18 Råb hørtes i Rama, gråd og stor klage. Rakel græd over sine børn og ville ikke trøstes, for de er ikke mere. 19 Herodes døde, og i Ægypten havde Josef en drøm. Herrens Engel står for ham og siger: 20 'Stå op, tag barnet og dets mor med dig og rejs tilbage til Israel! De, som ville barnet til livs, er døde.' 21 Josef stod op, tog barnet og dets mor med sig og vendte tilbage til Israel. 22 Men da han hørte, at Arkelaos regerede over Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. I en drøm fik han det råd at rejse til Galilæa, 23 og dér bosatte han sig i byen Nazaret. Således kunne Profetordet gå i opfyldelse: "Han skal kaldes Nazaræer." |