Mattæusevangeliet 22 1 Og Jesus tog til orde og talte atter til dem i lignelser og sagde: 2 »Med Himmeriget er det som med en konge, der gjorde sin søns bryllup. 3 Og han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet; men de ville ikke komme. 4 Og en gang til sendte han bud med andre tjenere og lod sige til de indbudte: »Se, jeg har beredt mit festmåltid, mine okser og fedekvæget er slagtet, og alt er rede; kom nu til brylluppet.« 5 Men de brød sig ikke om det og gik deres vej, den ene ud på sin mark, den anden til sin forretning; 6 og de øvrige greb hans tjenere, mishandlede og dræbte dem. 7 Da blev kongen vred og sendte sine hære ud og slog disse mordere ihjel og satte ild på deres by. 8 Derefter siger han til sine tjenere: »Alt er rede til brylluppet, men de indbudte var ikke værdige til det. 9 Gå derfor ud på vejkrydsene og indbyd alle, I træffer, til brylluppet! « 10 Og tjenerne gik ud på vejene og samlede alle dem, de traf på, både onde og gode, så bryllupssalen blev fuld af gæster. 11 Da nu kongen gik ind for at hilse på gæsterne, fik han dér øje på en, som ikke havde bryllupsklædning på. 12 Og han spørger ham: »Hvordan er du kommen herind, min ven, uden at have bryllupsklædning på?« Men han tav. 13 Så sagde kongen til tjenerne: »Bind fødder og hænder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 14 Thi mange er kaldede, men få er udvalgte.« 15 Da gik farisæerne hen og traf beslutning om at fange ham i ord. 16 De sender så deres disciple til ham sammen med herodianerne« og siger: »Mester! vi ved, at du er sanddru og lærer sandfærdigt om Guds vej uden at ænse andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse. 17 Sig os derfor: Hvad synes du? Har man lov til at give kejseren skat, eller ej?« 18 Men da Jesus mærkede deres ondskab, sagde han: »I hyklere, hvorfor stiller I fælde for mig? 19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. 20 Han siger til dem: »Hvis er det billede og den indskrift?« 21 De svarede ham: »Kejserens«. Da siger han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« 22 Da de hørte det, undrede de sig, og de forlod ham og gik bort. 23 Samme dag kom der nogle saddukæere« til ham og ville påstå, at der ikke er nogen opstandelse, og de stillede ham følgende spørgsmål: 24 »Mester! Moses har sagt: »Når nogen dør barnløs, skal hans broder på grund af svogerskabet tage hans hustru til ægte og skaffe sin broder afkom. « 25 Nu var der hos os syv brødre; og den første giftede sig og døde; og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder. 26 På samme måde gik det også den anden og den tredje, ja, dem alle syv; 27 sidst af alle døde hustruen. 28 Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen? de har jo alle været gift med hende.« 29 Men Jesus svarede og sagde til dem: »I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft. 30 Thi i opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen. 31 Men hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: 32 »Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?« Han er ikke Gud for døde, men for levende.« 33 Da skarerne hørte dette, blev de slået af forundring over hans lære. 34 Men da farisæerne hørte, at han havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig, 35 og en af dem, en lovkyndig, stillede en fælde for ham, idet han spurgte: 36 »Mester, hvilket bud i loven er det største?« 37 Han svarede ham: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.« 38 Dette er det største og første bud. 39 Der er et andet, som er dette ligt: »Du skal elske din næste som dig selv.«, 40 På disse to bud hviler hele loven og profeterne. 41 Mens nu farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem og sagde: 42 »Hvad mener I om Kristus«? Hvis søn er han?« De svarer ham: »Davids.« 43 Han siger til dem: »Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham »herre«, når han siger: 44 »Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.« 45 Når nu David kalder ham »herre«, hvorledes kan han så være hans søn?« 46 Og ingen kunne svare ham et ord og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham. |