Mattæusevangeliet 4 1 Derefter blev Jesus ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. 2 Og da han havde fastet fyrretyve dage og fyrretyve nætter, led han til sidst sult. 3 Så kom Fristeren til ham og sagde: »Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød.« 4 Men han svarede og sagde: »Der står skrevet: »Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.« 5 Derefter tager Djævelen ham med sig til den hellige stad og stiller ham på helligdommens tinde og siger til ham: 6 »Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned; thi der står skrevet: »Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten« 7 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: »Du må ikke friste Herren din Gud.« 8 Atter tager Djævelen ham med sig op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed, og han siger til ham: 9 »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og til bede mig.« 10 Da siger Jesus til ham: »Vig bort, Satan! thi der står skrevet: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.« 11 Da forlader Djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ham. 12 Men da Jesus, hørte, at Johannes var sat i fængsel, drog han bort til Galilæa. 13 Og han flyttede fra Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis egne. 14 for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der siger: 15 »Zebulons land og Naftalis land langs søen, landet hinsides Jordan, hedningernes, Galilæa, 16 det folk, som sad i mørke, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens land og skygge, er et lys oprundet.« 17 Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige: »Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.« 18 Da han vandrede langs Galilæas sø, så han to brødre, Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, i færd med at kaste vod i søen; for de var fiskere. 19 Og han siger til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« 20 Og de forlod straks deres garn og fulgte ham. 21 Og da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus' søn, og hans broder Johannes, sidde sammen med deres fader Zebedæus i båden og bøde deres garn, og han kaldte på dem. 22 Og de forlod straks båden og deres fader og fulgte ham. 23 Jesus gik omkring i hele Galilæa, lærte i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed blandt folket. 24 Og rygtet om ham kom ud over hele Syrien; og man bragte til ham alle dem, som led af forskellige sygdomme og var plagede af lidelser, både besatte og månesyge og lamme, og han helbredte dem. 25 Og store folkeskarer fulgte ham både fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan. |