Mattæusevangeliet 8 1 Jesus gik ned fra Bjerget, og en stor menneskemængde fulgte med. 2 Da kom der en spedalsk og kastede sig til jorden for ham og sagde: 'Herre, du kan gøre mig rask, hvis du vil!' 3 Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: 'Jeg vil, bliv rask!' Og manden blev straks helbredt for sin spedalskhed. 4 Men Jesus siger til ham: 'Jeg vil ikke have, at du taler om det. Gå hen til præsten og lad ham syne dig, og bring den offergave til vitterlighed, som Moses har påbudt.' 5 Jesus var på vej ind i Kapernaum, da en kaptajn i den romerske hær kom hen til ham og sagde: 6 'Herre, min dreng ligger hjemme med lammelser og forfærdelige smerter!' 7 Jesus siger: 'Jeg kommer og gør ham rask.' 8 Kaptajnen svarede: 'Herre, jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit tag. Et Ord af dig er nok. Sig det, så er min dreng rask. 9 Jeg er selv en mand under kommando og har soldater under mig, og siger jeg til den ene: "Gå!" så går han, og til den anden "Kom!" så kommer han, og til min oppasser: "Gør det!" så gør han det.' 10 Jesus hørte på manden og sagde fuld af forundring til de omstående: 'Det siger jeg jer, magen til tro har jeg ikke fundet hos en eneste i Israel. 11 Jeg siger jer, mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Guds-Riget. 12 Men Rigets egne Børn skal sættes ud i mørket udenfor. Der skal være gråd og tænderskæren.' 13 Og Jesus sagde til kaptajnen: 'Gå hjem - som du troede, skal du få det.' Og drengen blev helbredt i samme øjeblik. 14 Da Jesus kom til Peters hus, fandt han Peters svigermor syg og sengeliggende med feber. 15 Han rørte ved hendes hånd, feberen var borte, og hun stod op og sørgede for gæsten. 16 Om aftenen kom de til ham med mange dæmonbesatte. Han forjog ånderne med et ord og helbredte alle de lidende, 17 så at profeten Esajas' Ord gik i opfyldelse: Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme. 18 Jesus så sig omringet af store menneskeskarer, og han gav derfor ordre til at sejle over til den anden side af Søen. 19 Der kom en skriftlærd hen til ham og sagde: 'Mester, jeg vil følge dig, hvorhen du end går!' 20 Jesus sagde til ham: 'Ræve har huler, og fugle har reder; Menneskesønnen har ikke det, han kan hælde sit hoved til.' 21 En anden af disciplene sagde: 'Herre, lad mig lige få lov at gå hjem og begrave min far!' 22 Men Jesus sagde til ham: 'Følg mig, og lad de døde om at begrave deres døde.' 23 Så gik Jesus i båden, fulgt af sine disciple. 24 Da brød et voldsomt uvejr løs over Søen, og båden var ved at blive borte i bølgerne; men Jesus lå og sov. 25 Disciplene kom hen og vækkede ham og sagde: 'Herre, hjælp, vi går ned!' 26 Han siger til dem: 'Hvorfor har I tabt modet, I lidettroende?' Så rejste han sig og råbte til stormen og søen, og det blev helt stille. 27 Men mændene sagde, fulde af undren: 'Hvem er han dog? Storm og sø adlyder ham jo!' 28 Da Jesus var kommet over på den anden side, til Gadarenernes Land, blev han mødt af to dæmonbesatte, som kom fra gravhulerne. De var så farlige, at ingen kunne komme igennem ad den vej, 29 og de råbte: 'Bliv os fra livet, du Guds Søn, kommer du her for at plage os, før tiden er inde?' 30 Langt borte gik der en stor flok svin og rodede, 31 og dæmonerne sagde bedende til Jesus: 'Hvis du jager os ud, så send os i svinene!' 32 Han sagde: 'Ud med jer!' Dæmonerne fór ud af ham over i svinene, og hele flokken styrtede sig ud over skrænten, lige i Søen, hvor de omkom i Dybet. 33 Svinepasserne flygtede hjem til byen og fortalte det hele, også det om de besatte, 34 og hele byen gik ud for at møde Jesus. Så snart de så ham, bønfaldt de ham om at forlade deres område. |