Nehemias bog 2 1 I Nisan måned i kong Artaxerxes's tyvende regeringsår, da jeg skulle sørge for vin, har jeg engang vinen frem og rakte kongen den. Jeg havde ikke før set modfalden ud, når jeg stod for hans ansigt. 2 Og kongen sagde til mig: hvorfor ser du så modfalden ud? Du er jo ikke syg; det kan ikke være andet, end at du har en hjertesorg! Da blev jeg såre bange, 3 og jeg sagde til kongen: »Kongen leve evindelig! Hvor kan jeg andet end se modfalden ud, når den by, hvor mine fædres grave er, ligger øde, og dens porte er fortæret af ilden? 4 Kongen spurgte mig da: »Hvad er det, du ønsker? Så bad jeg til himmelens Gud,« 5 Og jeg sagde til kongen: »Hvis kongen synes, og hvis din tjener er dig til behag, beder jeg om, at du vil lade mig rejse til Juda, til den by, hvor mine fædres grave er, og lade mig bygge den op igen! 6 Da sagde kongen til mig, medens dronningen sad ved hans side: »Hvor længe vil den rejse vare, og hvornår kan du vende tilbage? Og da kongen således fandt for godt at lade mig rejse, opgav jeg ham en tid. 7 Og jeg sagde til kongen: hvis kongen synes, så lad mig få breve med til statholderne hinsides floden, så de lader mig drage videre, til jeg når Juda, 8 og et brev til Asaf, opsynsmanden.overden kongelige skov, at han skal give mig træ til bjælkeværket i tempelborgens porte og til byens mur og det hus, jeg tager ind i! Det gav kongen mig, eftersom min Guds gode hånd var over mig. 9 Da jeg kom til statholderne hinsides floden, gav jeg dem kongens breve; desuden havde kongen givet mig hærførere og ryttere med på rejsen. 10 Men da horon'ten Sanballat og den ammonitiske træl Tobija hørte det, ærgrede de sig højligen over, at der var kommet en mand for at arbejde på israeliternes bedste. 11 Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre dage, 12 brød jeg op ved nattetide sammen med nogle få mænd uden at have sagt noget menneske, hvad min Gud havde skudt mig i sinde at gøre for Jerusalem; og der var intet andet dyr med end det, jeg red på. 13 Jeg red så om natten ud gennem dalporten i retning af dragekilden og hen til møgporten, idet jeg undersøgte Jerusalems mure, der var nedrevet, og portene, der var fortæret af ilden; 14 derpå red jeg videre til kildeporten og kongedammen, men der var ikke plads nok til, at mit ridedyr kunne komme frem med mig. 15 Så red jeg om natten op igennem dalen og undersøgte muren, forandrede retning og red så ind igennem dalporten, hvorpå jeg vendte hjem. 16 forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg foretog mig; og hverken jøderne, præsterne, stormændene, forstanderne eller de andre, der skulle have med arbejdet at gøre, havde jeg endnu sagt noget. 17 Men nu sagde jeg til dem: I ser den ulykke, vi er i, hvorledes Jerusalem er ødelagt og portene opbrændt; kom derforog lad os opbygge Jerusalems mur, så vi ikke mere skal være til spot! 18 Og da jeg fortalte dem, hvorledes min Guds gode hånd havde været over mig, og om de ord, kongen havde talt til mig, sagde de: lad os gøre os rede og bygge! Og de tog sig sammen til det gode værk. 19 Da horoniten sanballat, den ammonitiske træl tobija og araberen gesjem hørte det, spottede de os og sagde hånligt til os: hvad er det, I der har for? Sætter I eder op mod kongen? 20 men jeg gav dem til svar: »Himmelens Gud vil lade det lykkes for os, og vi, hans tjenere, vil gøre os rede og bygge; men I har ingen del eller ret eller ihukommelse i Jerusalem!« |