Romerbrevet 1 1 Fra Paulus, Kristi Jesu tjener og kaldede Apostel, udvalgt til at forkynde Guds Evangelium, 2 det af hans profeter i hellige Skrifter 3 for længst indvarslede Budskab om hans Søn, på menneskevis udgået fra Davids Hus, 4 på Helligåndens vis stadfæstet som Guds Søn i Guddomsvælde fra det øjeblik, han stod op fra Døden, Jesus Kristus, vor Herre, 5 der har forlenet os med den nåde som hans udsendinge at måtte vinde efterfølgere for Troen, hans Navn til ære, blandt hedninger overalt 6 og som hedninger blev også I Jesu Kristi Kaldede, 7 til hele menigheden i Rom, Guds Elskede, Kaldede, Hellige. Nåde over jer og fred fra Gud vor Fader og fra vor Herre Jesus Kristus. 8 Først: Jeg har en tak at frembære for min Gud ved Jesus Kristus, en tak for jer alle sammen - man hører jo om jeres tro over hele Verden. 9 Min åndelige tjeneste for Guds Åsyn består i at forkynde hans Søns Evangelium, og Gud kalder jeg til vidne: 10 Hver gang jeg kommer til jeres navn i mine bønner, må jeg altid bede om, at Gud dog endelig engang vil lade det lykkes for mig at komme til jer. 11 For jeg længes efter at se jer. Jeg ville gerne styrke jer ved, at give jer del i åndelige nådegaver, 12 eller rettere: Sammen med jer finde nyt mod og vejledning i den tro, vi er fælles om, I og jeg. 13 Jeg synes, I skal vide, Brødre, at jeg mange gange har haft planer om at komme til jer, men indtil nu er der altså hver gang kommet noget i vejen. Jeg ville jo gerne kunne fremvise en høst hos jer ligesom hos Ikke-Jøder andre steder. 14 Til alle sider har jeg forpligtelser, over for Hellenere og Barbarer, over for dannede og uoplyste folk. 15 Det er derfor, det er mig så magtpåliggende at forkynde Evangeliet også for jer i selve Rom. 16 Jeg skammer mig nemlig ikke ved Evangeliet; hvor det forkyndes, er det Guds magt til at frelse enhver, som tror, Jøden først og Helleneren derefter. 17 I Evangeliet åbenbares det, Gud kalder Retfærdighed; den kommer ud af tro, den fører ind i tro, som der står skrevet: "Den retfærdige af tro skal have livet". 18 Når Guds Vrede fra Himmelen åbenbares over den gudløse uretfærdighed, hvormed mennesker uretfærdigt holder Sandheden nede, 19 så sker det, fordi det jo er tydeligt for mennesker, hvad man kan vide om Gud; han har selv gjort det klart. 20 Selv utilgængelig for menneskets syn har Gud i det øde og tomme skabt den synlige Verden, sine handlinger har han gjort tilgængelige for iagttagelse, sin evige kraft, sin Guddommelighed. Mennesker er uden undskyldning. 21 De kendte ham som Gud, men de ærede ham ikke som Gud, de takkede ham ikke, deres tanker førte ud i tomhed, mørke sænkede sig over deres forvirrede hjerte, 22 de påstod, at de var vise, men tåber blev de, de udskiftede Herlighedens Gud, der er hævet over alt forfald, 23 med et gudebillede, der skulle forestille mennesket, forfaldets sikre bytte - ja, og med billeder af fugleguder og firbenede guder, og kryb! 24 Så udleverede Gud dem til deres formørkede begær, og de gav sig til at fornedre og vanære sig selv og hinanden, disse mennesker, 25 der havde udskiftet Guds Sandhed med løgn, mens de tilbad og dyrkede det skabte i stedet for Skaberen, priset være han i Evighed, Amen. 26 Altså udleverede Gud dem til uværdige og skændige lidenskaber. Kvinder foretrak et sexualliv imod naturens orden frem for at følge deres natur, og ligesådan opgav mænd det naturlige forhold til kvinder, de brændte af begær efter hinanden, 27 mænd opførte sig skandaløst med mænd, og det gik, som det måtte gå, de fik lønnen for deres religiøse vildfarelser at føle på deres egen krop. 28 I samme grad som mennesker nægtede at erkende Gud, overlod Gud dem til deres forkastelige tankegang, deres usømmelige handlinger. 29 De er blevet optaget af enhver form for lovløshed, gemenhed, pengeglæde, slethed; de er opfyldt af nid og nag, drab, kiv, svig, ondskabsfuldhed; 30 de er sladrekællinger, æreskændere, gudsforagtere, voldsforbrydere; de er storsnudede, frække, udspekuleret ondskabsfulde, oprørske mod deres forældre, 31 tankeløst tåbelige; uden troskab, uden kærlighed, uden barmhjertighed. 32 De kender så udmærket Guds retsorden, de ved, at handler man således, har man gjort sig fortjent til at dø, og så ikke bare gør de det selv, de sympatiserer også med dem, der handler således! |