Romerbrevet 11 1 Jeg spørger nu: Har Gud da forskudt sit folk? Nej, langtfra! også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. 2 Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte. Eller ved I ikke, hvad skriften siger i fortællingen om Elias? hvorledes han anklager Israel for Gud: 3 »Herre! dine profeter har de ihjelslået, dine altre har de nedbrudt, jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet.« 4 Men hvordan lyder det guddommelige svar til ham? »Jeg har ladet syv tusinde mænd blive tilbage, som er mine, og som ikke har bøjet knæ for Ba'al.« 5 Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af en nådes-udvælgelse. 6 Men er det af nåde, så er det altså ikke mere af gerninger, ellers bliver nåden jo ikke mere nåde. 7 Hvorledes forholder det sig da? Det, Israel søger, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det; de øvrige derimod blev forhærdede, 8 som der står skrevet: »Gud har givet dem en sløvhedens ånd, øjne, de ikke kan se med, øren, de ikke kan høre med, indtil den dag i dag.« 9 Og David siger: »Lad deres bord blive til snare og til fælde og til anstød og til gengældelse for dem; 10 lad deres øjne blive formørkede, så de ikke kan se, og bøj altid deres ryg!« 11 Jeg spørger nu: Det var dog vel ikke, for at de skulle falde, at de snublede? Nej, langtfra! men ved deres fald er frelsen kommet til hedningerne, for at de selv derved kunne ægges til skinsyge. 12 Men hvis deres fald betød rigdom for verden, og det, at de ikke kom med, betød rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det da ikke betyde, når de kommer fuldtalligt med! 13 Og til jer, I hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er hedningeapostel, ærer jeg min tjeneste, 14 om jeg dog kunne ægge dem, der er mit kød og blod, til skinsyge og frelse nogle af dem. 15 Thi hvis deres forkastelse har bragt verden forligelse, hvad vil så deres antagelse bringe andet end liv afdøde? 16 Er førstegrøden hellig, så er hele dejen det også; og er roden hellig, så er grenene det også. 17 Men om nu nogle af grenene blev brudt af, og du, som hører til et vildt oliventræ, blev indpodet iblandt dem og sammen med dem fik del i oliventræets rod med dens fede saft, så skal du ikke derfor være hovmodig over for grenene; 18 men hvis du er hovmodig, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig. 19 Nu vil du vel sige: »Der blev brudt grene af, for at jeg kunne blive indpodet.« 20 Vel, de blev brudt af på grund af deres vantro, og du har din plads på grund af din tro; vær ikke overmodig, men frygt! 21 Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig. 22 Så se da Guds godhed og strenghed: hans strenghed mod dem, der faldt, hans godhed mod dig, hvis du bliver i hans godhed; ellers bliver du også hugget af. 23 Men også de andre skal blive indpodet, hvis de ikke bliver i deres vantro; Gud har jo magt til at indpode dem igen. 24 Thi når du blev hugget af det vilde oliventræ, som du af naturen hører til, og imod naturens orden blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til. 25 Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! (for at I ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind; 26 og så skal hele Israel frelses, som der står skrevet: »Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob, 27 og når jeg borttager deres synder, da er dette min pagt med dem. 28 Ses der hen til evangeliet, er de fjender for jeres skyld, men ses der hen til udvælgelsen, er de elskede for fædrenes skyld; 29 thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. 30 Thi ligesom I forhen var ulydige mod Gud, men nu har fået barmhjertighed som følge af disses ulydighed, 31 således er også disse nu blevet ulydige, for at også de må få barmhjertighed som følge af den barmhjertighed, der er blevet jer til del. 32 Thi Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle. 33 »O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje«! 34 »Thi hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver? 35 eller hvem gav ham noget først, så der skulle gives ham gengæld derfor?« 36 Thi af ham og ved ham og til ham er alt; ham tilhører æren i evighed! Amen. |