Romerbrevet 11 1 Nu spørger jeg: Har Gud da forskudt sit Folk? Slet ikke. Jeg er dog selv Israelit, en efterkommer af Abraham, af Benjamins stamme. 2 Nej, "Gud har ikke forskudt sit Folk", som han for længst har udvalgt. I husker sikkert, hvad Skriften siger i afsnittet om Elias - hvordan Elias rejser anklage mod Israel for Gud: . 3 "Herre, dine profeter har de dræbt, dine altre har de brudt ned, der er kun mig tilbage, og mig stræber de efter livet." 4 Men hvordan lyder så Guddomsordet til ham? "Jeg har beholdt for mig selv syv tusinde mand, som ikke har bøjet knæ for Ba'al." 5 Således er der også i vor tid blevet en rest tilbage, udvalgt af Guds nåde. 6 Og dersom det skyldes nåde, skyldes det ikke gerninger, for da ophører nåden med at være nåde. 7 Hvad slutter vi af dette? Hvad Israel søger, har Israel ikke opnået; det er opnået af de Udvalgte. Resten forstenede, 8 som der står: Paulus' Brev til menigheden i Rom Gud gav dem sløvhedens ånd, øjne uden syn, øren uden hørelse, indtil dagen i dag. 9 Og David siger: Bord, bliv dem en snare, en fælde, et baghold, en hævner, 10 øjne, formørk jeres syn, så I ikke kan se, Gud, bøj deres ryg for stedse. 11 Nu stiller jeg et spørgsmål. Indrømmet: Det jødiske Folk snublede. Var det meningen, at det skulle falde? Aldeles ikke. Men da Jøderne faldt, kom frelsen til hedningerne. Og derved vil Israels skinsyge kunne vækkes! 12 Hvis Verden fik del i en rigdom ved Israeliternes fald - hvis Verdens øvrige folk fik del i en stor rigdom, da Israeliterne gled ud - hvor overvældende forøges da ikke denne rigdom, når Israel slutter sig til fuldtalligt! 13 Men til jer, I Ikke-Jøder, vil jeg sige: Netop som Apostel for hedninger priser jeg mig lykkelig, dersom min tjeneste medfører, 14 at jeg kommer til at vække skinsyge hos dem, der dog er mit kød og blod, og således måske frelser nogle af dem. 15 Hvis det, at de blev forkastet, har ført til udsoning for den øvrige Verden, så må deres genantagelse vel være intet mindre end liv af døde! 16 Er markens førstegrøde hellig, så er dejen, der laves af dens korn, også hellig. Er træets rod hellig, er grenene det også. 17 Når det nu er sket, at nogle af træets grene er revet af, og du, en kvist af vild oliven, er blevet podet ind mellem de ægte grene og har fået fællesskab med dem om den ægte olivenrods fede safter, så må du afholde dig fra at triumfere over de andre grene. 18 Hvis du optræder triumferende - det er jo ikke dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig. 19 Så kunne du jo sige: Jamen der blev brækket grene af, for at 19 jeg kunne blive indpodet! 20 Vist så. Men vantro var skyld i, at grenene blev brækket af, mens det skyldes Troen, at du fik din plads. Nej, der er ingen grund til selvovervurdering, derimod til ængstelse! 21 For når Gud ikke skånede træets naturlige grene, vil han lige så lidt skåne dig. 22 Her kan du se Guds godhed og Guds strenghed: Han er streng imod dem, der falder fra, god imod dig, hvis du vil blive inden for hans godhed; hvis ikke, bliver du også hugget af. 23 Og disse andre - hvis de ikke forbliver i deres vantro, ja, så vil de også kunne indpodes. Gud har det nemlig i sin magt at genindpode dem. 24 Når du, som blev skåret fra den vilde oliven, hvor du naturligt hørte til, imod naturen blev indpodet på det ægte træ, så er det ganske selvfølgeligt, at de naturligt hjemmehørende olivengrene indpodes på deres egen stamme. 25 Det er mig overordentlig magtpåliggende, at I, Brødre, skal kende dette mysterium - I skulle nemlig nødigt blive alt for selvsikre: Store del af Israel er stivnede" og forstenede, og denne tilstand vil vedvare, indtil hedningerne er kommet fuldtalligt med. 26 Men så skal hele Israel blive frelst, således som det beskrives: Fra Sion kommer befrieren, fjerner ugudelighed fra Jakob, 27 og dette er Pagten, jeg slutter med dem, når jeg borttager deres synder. 28 Set ud fra Evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; set ud fra Guds udvælgelse er de Guds Elskede, og det skylder de deres forfædre 29 - Gud kan ikke fortryde sine nådesbevisninger eller sit kald. 30 Ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed takket være deres ulydighed, 31 således er det nu dem, der er blevet ulydige takket være den barmhjertighed, I har mødt, og netop derved vil de så selv finde barmhjertighed. 32 Alle har Gud fastlåse t i ulydighed med den hensigt at lade alle møde barmhjertighed. 33 O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Viden! Hvor uudgrundelige hans afgørelser, hvor usporlige hans veje! 34 Hvem har kendt Herrens tanker? Hvem blev hans rådgiver? 35 Hvem gav Gud gaver, før Gud gav ham, så Gud måtte give til gengæld? 36 Fra ham og ved ham og til ham er alle ting, hans er æren i Evighed. Amen. |