Romerbrevet 15 1 Der påhviler os stærke en forpligtelse til at bære med på de svages skrøbeligheder, og ikke bare gøre, hvad der passer os selv. 2 Allesammen skal vi handle, som det glæder og gavner vor næste, og derved styrke sammenholdet. 3 Kristus levede heller ikke for at gøre, hvad der passede ham, tværtimod, som der står i Skriften: "Spotten mod dig er faldet på mig." 4 Hvad fordum er skrevet, det blev altsammen skrevet til undervisningsbrug for os, for at udholdenhed og mod gennem Skrifterne kunne fylde os med håb. 5 Måtte Gud, i hvem al udholdenhed og alt mod har sin oprindelse, give jer at rette jeres tanker mod det fælles mål, sådan som Jesus Kristus vil det, 6 så I af et hjerte og med en mund kan lovsynge Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader. 7 Derfor skal I tage jer af hinanden, ligesom Kristus tog sig af os, til Guds ære. 8 Dermed mener jeg, at fordi Gud er Sandhed, fordi han ville stå ved sine løfter til vore forfædre, derfor blev Kristus en tjener for de omskårne. 9 Og fordi Gud er barmhjertighed, derfor skal hedningerne prise ham, som der står i Skriften: Derfor vil jeg bekende dig blandt hedninger, jeg vil synge en sang for dit Navn. 10 Og andetsteds står der: Istem, hedninger, hans Folks jubel, 11 og et tredje sted: syng, alle hedninger, for Herren, pris og lov ham, alle folkeslag. 12 Og Esajas siger et sted: Et rodskud frembryder af Isaj, han skal rejse sig og herske over hedninger, på ham skal hedninger håbe. 13 Ja, måtte Håbets Gud fylde jer med glæde og fred i den Tro, I har modtaget, så at et stort håb må vælde op i jer med magt fra Helligånden. 14 Jeg er for mit vedkommende helt overbevist 14 om, kære Brødre, at også I er fyldt af godhed, at I er i besiddelse af moden erkendelse, fuldt ud i stand til at hjælpe hinanden på ret vej. 15 Når jeg har skrevet til jer i en lejlighedsvis ganske dristig tone, og har optrådt som den, der mindede jer om, hvad I måske ved i forvejen, så er det sket i kraft af den nåde, som er mig betroet af Gud. 16 Som Kristi Jesu offerpræst sendt til hedninger er det mig overdraget at forrette præstetjeneste med Guds Evangelium, med det formål at frembære Hedningefolkene som et offer, værdigt til at blive nådigt modtaget af Gud, helliget ved den Hellige Ånd. 17 Det er altså Kristus Jesus, jeg må henvise til, når det drejer sig om mit arbejde i Guds tjeneste; 18 jeg kunne aldrig fordriste mig til at tale om mit arbejde på anden måde end som noget, Kristus har brugt mig til at udføre for at skaffe ham følgeskab blandt hedninger 19 - ved ord og handling, ved den kraft, der gør tegn og undere, ved Åndens kraft, så at jeg har gennemført at forkynde Kristus i en bue fra Jerusalem helt til Illyrien; 20 jeg har sat en ære i kun at forkynde der, hvor Kristi Navn ikke tidligere har lydt, for at undgå at bygge, hvor andre har lagt grunden, som der står i Skriften: 21 De, der ikke fik bud om ham, skal se, og de, der intet havde hørt, skal forstå. 22 Det er da også grunden til, at jeg gang på gang er blevet for- hindret i at komme til jer. 23 Men nu har jeg ikke mere lejlighed til at arbejde i denne del af Verden, og da jeg igennem mange år gerne har villet besøge jer, 24 når jeg engang rejste til Spanien, håber jeg at få jer at se på gennemrejse og blive hjulpet videre dertil af jer, når jeg først har nydt samværet med jer, om ikke til bunds, så til dels. 25 Men foreløbig rejser jeg nu til Jerusalem for at hjælpe de Hellige der. 26 Man har nemlig i Makedonien og Akaja fået den smukke tanke at samle ind til en fællesgave til de fattige Hellige i Jerusalem. 27 De ville så gerne, for de skylder dem i Jerusalem meget. Når hedningerne har fået fællesskab med dem om deres åndelige goder, skylder de også at hjælpe dem med de timelige goder, de har. 28 Når jeg så er færdig dér og har bragt denne frugt af fællesskabet sikkert i hus hos dem, tager jeg over Rom til Spanien. 29 Jeg ved, at når jeg så kommer til jer, bliver det med en fylde af velsignelse fra Kristus. 30 Nu beder jeg jer indtrængende, Brødre, idet jeg henviser til vor Herre Jesus Kristus og til den kærlighed, Ånden giver: Kæmp side om side med mig i jeres bønner til Gud for mig, 31 bed om, at jeg må slippe godt fra de vantro mennesker i Judæa, bed om, at den hjælp, jeg skal bringe til Jerusalem, må være velkommen for de Hellige, 32 så jeg med glæde kan komme til jer og, om Gud vil, hvile ud i samværet med jer. 33 Fredens Gud være med jer alle. Amen. |